”Sygdommen til Døden” fra 1849 blev udgivet under pseudonymet Anti-Climacus, og det skulle senere blive kendt som hans psykologiske hovedværk. I al sin uudgrundelige enkelthed handler bogen om det at være et ganske bestemt menneske, nemlig sig selv. Men det er først og fremmest en bog om fortvivlelsen – det er den sygdom, det menneske lider af, der ikke vil være sig selv. Igennem værkets små 120 sider præsenterer Anti-Climacus de vilkår, som kendetegner det menneskelige liv. Ifølge ham er der en sand og en falsk måde at leve livet på. Det fortvivlede menneske forsøger at leve som en anden – og ikke som sig selv. Netop derfor er det fortvivlet. Det menneske mangler ifølge Kierkegaard – eller Anti-Climacus – troen. ”Sygdommen til Døden” bliver derfor et forsvar for en religiøs bestemmelse af menneskets væren.
Fortvivlelsen er en sygdom, som, hvis man ikke slipper af med den, kan have fatale konsekvenser. Men fortvivlelsen er også en mulighed. Faktisk er fortvivlelsen er forudsætning for indre bevægelse, for at komme videre – og for at komme nærmere sig selv. Man skal med andre ord tage fat i fortvivlelsen og omfavne den. For fortvivlelsen er et grundvilkår, men mange mennesker aner slet ikke, at de er fortvivlede – og de kan gå fra fødsel til død uden at finde ud af det. Det er den største tænkelige tragedie aldrig at have været fortvivlet. For på den måde komme man aldrig i kontakt med sig selv.
I en tid, hvor det handler om at komme så smertefrit gennem tilværelsen som muligt, kan Kierkegaards dyrkelse af fortvivlelsen synes pudsig. Men der er ingen vej uden om.
I anden del af bogen gør Kierkegaard det klart, at mennesket er skabt til at bevæge sig i retning af Gud. Der er hos Kierkegaard ikke tale om nogen dogmatisk kristendom. Tværtimod. Det er menneskets egne erfaringer og egen fortvivlelse, der skal lede det videre. Ikke en allerede defineret kristen sandhed. På den måde er Kierkegaard eksistentialist, før han er kristen. ”Sygdommen til Døden” bliver således en fordring til mennesket om at blive sig selv – men at blive det i et forhold til Gud. At blive et religiøst menneske er ikke noget, man bliver fra den ene dag til den anden. Det er en lang eksistentiel rejse.