Det nu flux ad Aften lider
Tiden sagtelig henskrider!
HErre Gud, vær du min Ven,
Naar At Mørkheds Magt og Vælde
Falder paa min Øyen-bryn,
Lad mig, Gud, da til dig helde,
Og vær’ i dit Øyesyn.”
Det er ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” fra 1674, som har betydet mest for Thomas Kingos popularitet både i samtiden og for eftertiden. Det er et hovedværk i den danske poesi i form af en andagtsbog, ikke beregnet til gudstjeneste men derimod til at blive slidt op under den daglige andagt i hjemmet – hvilket de mange udgivelser tyder på, den vitterlig er blevet.
Selvom der er tale om en religiøs bog, der skal give kristne folk lejlighed til at ”ihukomme de særdelis sukke”, forklarer Kingo i sit forord, at der er en dobbelt dagsorden med værket. Det skal nemlig også hæve den danske digtning op på internationalt niveau: ”Thi de danskis Aand er dog ikke saa Fattig og forknyt, at den kand stige ligesaa høyt mod Himmelen som andris, alligevel at den ikke bliver ført paa Fremmede og udlændiske Vinger” (s. 4 ADL)
Jævnfør titlen består ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” ikke af ren poesi, men af poesi sat på melodi til at synge. Her chokerede Kingo den kirkelige verden ved at benytte sig af konfrakturen som teknik og sætte de ellers gejstlige tekster på verdslige melodier. Kingos valg begrundes med, at musikken skulle hjælpe sindet til at modtageliggøres for budskabet i teksten – og melodierne har sandsynligvis også bidraget til, at den brede folkelighed tog så vel imod samlingen.
Kompositorisk er samlingen opbygget som en tidebog, på den måde at hver af ugens dage tildeles dels en morgensang dels en aftensang. Meningen er at få dagligdagslivet til at fungere som en stadig gudstjeneste.
Naturen spiller en vægtig rolle i samlingen, og navnlig solens stadige opgang og nedgang bruges som ramme for de forskellige salmer. Lyset, der både giver anledning til en sansningens ekstase for digterjeget – Jeg kan se! – og til en frustration over verdens ubestandighed og omskiftelse, er den gennemgående trope i digtene, der omhyggeligt bevæger sig fra morgenrøde til skumring. Billeder der ikke er langt fra begreber som fødsel og død: Gud frelser menneske og verden hver morgen, skal man forstå.