Vinter-Parten

Med den lange række af salmer, som Kingo havde præsteret med hhv. Aandelige Siunge-Kors Første & Anden Part – og den popularitet, han herigennem havde vundet – er det ikke mærkeligt, at valget faldt på Kingo, da Christian d. 5. skulle udgive en ny salmebog i 1683. Kongen søgte at skabe ensretning i det danske enevælde, og eftersom landet bugnede af salmebøger i forskellige versioner og ofte unummererede, var udfærdigelsen af ny og autoriseret samling første skridt. Og Kingo skulle således – til menighedens opbyggelse – stå for denne sag.

Kingo lagde ud med mere eller mindre at forkaste ældre salmesamlinger og begynde at skrive nogle nye: af samlingens 267 salmer forfattede Kingo 136 af dem. Det har selvsagt været et kæmpe arbejde, og Kingo bekostede oven i købet selv trykningen, der foregik på egen bispegård. Som belønning fik han dog 20 års eneret på udgivelsen – som ved lov skulle blive den eneste autoriserede – der udkom i 1689 under navnet ”Danmarks og Norges Kirkers Forordnede Psalme-Bog. Vinter-Parten”.

Samlingen består i en liturgisk brugsbog, som skulle bruges i overensstemmelse med kirkeåret og fremlagde året som en praktisk-pædagogisk ritualrække, der gør det nemt for menigheden at leve andægtigt. Eftersom der er salmer til alle dage i vinteren (to til hver søndag) er ikke alle salmer lige kunstfærdige.

Fuldstændig uventet kaldte kongen imidlertid salmebogen tilbage bare en måned efter udgivelsen, uden nogen begrundelse, og der blev nedsat en gejstlig styringsgruppe til at lave en ny. Måske havde tilbagekaldelsen noget at gøre med den for Kingo lukrative aftale, måske med det ”moderne” præg. Alt andet lige havde tog det hårdt på Kingo, der gjorde alt for at præge den nye gruppe – og han endte da også med at få 86 salmer med.