Måske er det fra sin egen barndom, forfatteren henter karakterer som smeden, høkeren, skomageren, grisehandleren og landevejens farende svend. Ligesom scenerier med hestevogne, markedspladser og omrejsende cirkus var realiteter i Ole Lund Kirkegaards opvækst. De realistiske elementer fortæller læseren om en tid, der engang var og er grobund for, at fantasien kan udfolde sig, som når Hodja flyver rundt på et flyvende tæppe, og Gummi-Tarzan får opfyldt alle sine ønsker for én dag.
I flere af Ole Lund Kirkegaards fortællinger kommer børnene i knibe på grund af røvere, bøller og fangevogtere, men de formår altid, via list og opfindsomhed, at narre de voksne autoriteter. Andre kendetegn er børnenes forhold til skolen, som de ikke bryder sig om. De retter blikket væk fra bogen og ud mod den store verden, hvor de kan udfolde deres kreativitet og fantasier. Læren bliver ofte portrætteret som streng og gammelskolet, og hans rolle som autoritet udvikles fra bog til bog. Det begynder med den skrappe rødhårede lærer i ”Lille Virgil”, der næsten aldrig holder ferie og ikke vil høre mere vrøvl om drager. Det bliver lidt bedre med den rare, men noget slatne lærer i ”Gummi-Tarzan”, der resigneret må indrømme, at hans vigtigste opgave er at lære alle børn at læse. Og det kulminerer med den vanvittige lærer i ”Frode og alle de andre rødder”, der underviser om dagen og kører på løbehjul og siger gnæk om natten.
Ole Lund Kirkegaards enkle sprog og indhold er tilpasset barnelæseren. Om det at skrive for børn, siger han: ”Når man skriver for børn, er man nødt til at gøre dem opmærksom på, at der er en frihed, som er større, end vores almindelige samfundsopfattelse giver indtryk af, men som også koster noget. Og hvis man vil solidarisere sig med børn, må man skrive så de forstår det. Man må gå ind på nogle kompromisser, man troede, man kunne undgå. Man kunne udtrykke tingene bedre, hvis man brugte et mere differentieret sprog, men man må tænke på, at ens publikum har et begrænset ordforråd og en begrænset opfattelse af tingene.”
(Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010, s. 229).
Alle hans bøger foregår i et barnligt univers med videbegærlige, opfindsomme drenge, store bøller og et par piger. Børnenes umiddelbare opfattelse af verden udstiller de sure, stivsindede voksne og deres mangel på fantasi. Det skarpe skel mellem barn og voksen understreges i forfatterens nonsenssprog, der ofte kommer til syne i dialogen, som det f.eks. ses i ”Lille Virgil”, da købmanden taler om en stork, der sidder på hans tag: ”Nu sidder den her på mit tag, sagde købmanden. Ene og alene. Den kommer hvert år, men altid mutters alene. Mutters? Sagde lille Virgil. Hvordan mutters? Ja, sagde købmanden. Hvordan mutters. Bare sådan mutters alene. Nå, på den måde, sagde lille Virgil.” (s. 20). Lille Virgil stiller et spørgsmål, der saboterer den logiske orden, og bogstaveligheden bliver drevet ud i en absurditet. Gennem sproget søger barnet at danne sig et indtryk af verden, mens den voksne er styret af de sproglige normer.
Næsten alle Ole Lund Kirkegaards bøger er illustreret af ham selv i sort/hvid på nær de to om ”Anton og Arnold” og ”Mig og bedstefar og så Nisse Pok”. Senere har forfatterens datter Maya Bang Kirkegaard farvelagt illustrationerne. Ligesom teksterne er illustrationerne enkle uden nogen overflødige tilfældigheder og udtrykt i en anarkistisk, let karikerende sjov streg.
Ole Lund Kirkegaard er et uforligneligt fortælletalent, og sammen med humoren, sympatien for børn og bøgernes åbenhed over for læserne har det gjort hans bøger til de klassikere, de er blevet. Selvom man morer sig over hans bøger, er humoren i dem farvet af en svag undertone af melankoli. Måske med rod i fortællerens ærlighed over for sine læsere. Forfatteren siger: ”Mange børn tror, at voksenverdenen er problemfri, og længes derfor efter at blive voksne, for så er alle problemer borte. De ser kun de voksnes udvendige facade. Alt går, som det skal. Men det er lige problematisk at eksistere for børn som for voksne - og det kan lige så godt fortælles rent ud.” (Jens Bondesen: Vor børnevenlighed er misforstået. Ålborg Stiftstidende, 1969-02-03). Ærligheden giver Ole Lund Kirkegaards enkle fortællinger en følelsesmæssig dybde, som gør dem levende for skiftende generationer af lyttende og læsende børn og voksne oplæsere.