Ole Lund Kirkegaard har især været inspireret af Ernest Hemingway og hans måde at forenkle sproget på: ”Jeg har altid beundret og studeret Hemingways brug af sproget. Jeg tilstræber som han det stærke og enkle sprog, der tegner tingene uden at beskrive dem. Sprogets enkelhed kan billedligt beskrives som en sprængladning, hvis kraft og larm bliver stadig mere synlig og hørlig, jo mindre rum den udløses i. Jeg søger at stramme sproget mest muligt uden at dets fortællende evne ødelægges. Er man først ude i det brede beskrivende, er man også ude i det docerende, hvor jeg er langt fra at ønske mig,” siger forfatteren i et interview til Vendsyssel Tidende i 1972. (Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010).
At fortælle historier for børn i et enkelt og barnligt sprog er en teknik, der også ses i H.C. Andersens eventyr. Ole Lund Kirkegaard skaber ligesom H.C. Andersen en relation mellem børn og voksne gennem sine dialoger. De opfindsomme børn, der modsætter sig autoriteter kan f.eks. sammenlignes med Astrid Lindgrens karakterer Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Ligesom i fortællingerne om Pippi Langstrømpe er forældrene i Ole Lund Kirkegaards barnlige univers næsten usynlige eller ikke-eksisterende.
En anden stor inspirationskilde er forfatteren Mark Twain og hans bøger ”Toms eventyr” og ”Huckleberry Finn”: ”Også fra Mark Twain har jeg stjålet. Jeg har aldrig lagt skjult på, at mine personer har forbilleder.” (Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard – En livshistorie. Gyldendal, 2010. s 66). I Twains bøger er karaktererne også drenge, der er drevet af en frihedstrang, som i ”Huckleberry Finn”, hvor vagabonden Huck Finn, der ikke går i skole, strejfer rundt på egen hånd.
I efteråret 1967 udkom fem danske børnebøger, der revolutionerede børnelitteraturen, som man kendte den. Hvor bøger for børn tidligere var præget af skabelonagtige fortællinger med voksne som dominerende autoriteter, fornyede udgivelserne fra 1967 både form og indhold. Halfdan Rasmussens ”ABC” med ikoniske bogstavdigte, Cecil Bødkers ”Silas og den sorte hoppe”, Benny Andersens ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken” og Flemming Quist Møllers ”Cykelmyggen Egon” gav sammen med Ole Lund Kirkegaards ”Lille Virgil” en ny rolle til børnene og et nyt syn på barndommen. Professor i børnelitteratur Torben Weinrich fortæller: ”Ingen havde skrevet sådan til og for børn før. Pludselig var tingene på børnenes betingelser, og bøgerne trådte ind i børnenes verden, fordi de blev skrevet i et sprog, børn selv bruger, når der ikke er voksne til at rette dem.” (Jennifer Jensen: Arven fra 1967. Fem bøger ændrede børnelitteraturen. Folkeskolen, 2017-01-20).