- Foto udlånt af Nana Bang Kirkegaard
I Ole Lund Kirkegaards bog fra 1968, ”Albert”, hører vi om Albert og hans ven Egon fra de hæslige slynglers klub. De bruger tiden nogenlunde ligesom lille Virgil, mens de går og venter på at blive hhv. indianere og sørøvere. Albert er både grim og uopdragen: ”Hans hår strittede som en fejekost, og hans øjne blev gemt bag et par fedtede, runde briller, som hans mor ofte måtte lappe med hæfteplaster, fordi Albert slog dem i stykker, hver gang han faldt ned fra et pæretræ” (s. 13).
25119401
Albert bor i Kalleby, som ikke er meget andet end en klat små huse og gårde omkring en andedam. Mens han vokser op, lærer han både at spytte, gå på stylter og at klatre i pæretræer. Han river radiser op fra den vrede skomagers have og graver en tøsefælde sammen med Egon. Skolen er han ikke glad for, men da læreren Sakarias lærer ham at læse sørøverbøger, bliver det hele lidt sjovere. En dag bliver de frække drenges skarnstreger for meget for Egons mor, der binder sin søn fast til sengen. Albert sejler derfor alene ud i verden i en sildetønde. Her møder han en masse svindlere – blandt andet verdens største lommetyv, den store Rapollo. Sammen med Rapollo tager han til marked i Hjallevad, hvor der er mangefarvede telte, dansende bjørne, og mænd der løfter store jernkugler. Efter mange forviklinger narrer Albert den feje Rapollo og sender ham til vejrs i en luftballon, hvorefter han forlader markedet i lommetyvens hestevogn.
”Albert” er ligesom de andre fortællinger udstyret med Ole Lund Kirkegaards klassiske persongalleri bestående af skomageren, høkeren, skolelæreren og skurken, samt nogle karakteristiske objekter som pæretræer og stylter. Hertil er hovedpersonen en dreng, der ikke retter sig efter, hvad de voksne siger. I fortællingen gør Ole Lund Kirkegaard brug af forudskikkelse, idet fortælleren ved, hvad der senere vil ske: ”Og det fik tante Magna så sandelig ret i” (s. 12). Forfatteren inddrager sine læsere ved at skrive ”vi” og gør hermed sproget nærværende.