Orla Frø-Snapper

Citat
”Hvis han får fat i mig, rykker han alt håret af mig, tænkte jeg, for jeg kunne lige med det samme høre, at det var Orla. Og måske rykker han også ørerne af og slår tænderne ud af munden på mig. Det var, hvad jeg tænkte, mens jeg hoppede op og ned som en kænguru. Jeg kunne høre, hvordan han grinede bag ved mig, og det var NÆSTEN, som om jeg kunne mærke, hvordan han begyndte at rykke mit ene øre af.”

”Orla Frø-Snapper”, s. 15.
Tegning fra
 

Det kan være mægtig sjovt at være lille, når man kælker ned ad Kirkebakken eller sidder i træerne i smedens baghave og spiser blommer og har det rart, som jeg-fortælleren i Ole Lund Kirkegaards ”Orla Frø-Snapper” (1969) fornøjet konstaterer. Knap så sjovt er det dog, når byens bølle, den lange og blege Orla Frø-Snapper med små gule øjne og lange, tynde fingre driver rundt og driller byens små drenge. Orla river hårtotter af drengenes hoveder og prikker dem i øjnene, og blandt byens mange bøller er han klart den værste: ”Vi er alle smadder-rædde for ham Orla Frø-Snapper” (s. 14).

24733173

Ingen tør komme i nærheden af Orla, og jeg-fortælleren forsøger sammen med vennen Jakob at udtænke forskellige måder at undslippe ham på. Gang på gang lykkes det drengene at sende Orla i fedtefadet, for som jeg-fortælleren siger gælder det om at være ”fræk nok” i en by, som er ”fuld af bøller og andre store, dumme fyre”. Da jeg-fortælleren bliver opdaget i at stjæle æbler fra smeden og som straf skal grave orme op til hans høns, lokker han Orla til at gøre arbejdet, og da Orla endelig fanger ham og hejser ham op i den gamle vindmølle, ender det alligevel med at være Orla, der får klø af smeden. Det omrejsende cirkus Benito kommer til byen, og her narrer jeg-fortælleren igen Orla og fører ham direkte i hænderne på den muskuløse Mister Strong. Først da kanonkongen opdager, at Orla har evnerne til at blive hans efterfølger, finder han sin plads i verden. Og her må jeg-fortælleren og hans venner stå tilbage og betragte Orla forlade byen med hest, vogn og kanon. De indser, at de må aftjene deres barnepligt lidt tid endnu: ”Det er træls at være så bette som os” (s. 165).

Ole Lund Kirkegaard skaber igen nogle finurlige billeder ud fra enkelte beskrivelser og dialoger, som når kvinden fra cirkusset vredt truer Orla, der har bevæget sig ind i hendes telt: ”Hvis du nogensinde nærmer dig Cirkus Benito igen, så skal jeg sørge for, at du bliver lavet til leverpostej” (s. 102). Fortællingen adskiller sig fra de to tidligere ved brugen af en jeg-fortæller. Verden ses nu gennem drengens øjne og er ikke længere knyttet til en voksen fortællers iagttagende position.