I Ole Lund Kirkegaards ”Gummi-Tarzan” (1975) hører vi om splejsen Ivan Olsen, der hverken har store muskler, kan læse eller spille fodbold. Ivan får tæsk hver dag og bliver mobbet i skolen. Men det værste er farens fantasifulde idé om, at Ivan kan klare sine problemer ved at opføre sig som Tarzan. Da Ivan møder en heks, får han mulighed for at få et ønske opfyldt. Han overvejer at ønske sig stærk som Tarzan for at glæde sin far: ”Men hvorfor skulle jeg glæde min far? Han glæder jo aldrig mig.” I stedet ønsker Ivan sig, at alle hans ønsker vil gå i opfyldelse. Men her må heksen sætte realistiske rammer for drømmerierne.
05025184
Hun giver Ivan mulighed for at få sine ønsker opfyldt for en enkelt dag, og denne dags begivenheder bliver fortællingens højdepunkt. Ivan bliver mesterspytter, giver 17 af de værste bøller buksevand og scorer det afgørende mål til fodboldkampen. ”Folk hylede og piftede og truttede og råbte hurra for Ivan Olsen. De glemte helt at kalde ham for Gummi-Tarzan” (s. 120).
I ”Gummi-Tarzan” er sprog og indhold farvet af barnets umiddelbarhed, hvilket f.eks. ses, da Ivan møder en heks uden at blive bange: ”Er du ikke bange for mig?” spurgte den gamle kone. ”Nøhh, sagde Ivan. Jeg er bange for buksevand og næseblod og al den slags. Men jeg er ikke bange for dig” (s. 62). Hvad der adskiller ”Gummi-Tarzan” fra de andre bøger er den tragiske slutning. Det er kun én dag, Ivan Olsen får lov til at spille helt. Dagen efter er alt tilbage ved det gamle, og Ivan er igen den uheldige, splejsede Gummi-Tarzan.