Noget fremmed

Citat
”Det var netop essensen af Samuels tænkemåde. Han var et menneske. For ham betød religionen intet, og hvis Elias skulle være pinligt ærlig over for sig selv, måtte han indrømme, at Samuel i virkeligheden kun var fremsynet.”
”Noget fremmed”, s. 59.

Lars Kjædegaards roman ”Noget fremmed” (2004) begynder med det historiske slag ved Dybbøl Mølle i Sønderjylland. I tiden efter det danske nederlag i 1864 følger vi udviklingen i en dansk provinsby. Jernbanebyggeriet er begyndelsen på en ny tid, gamle skikke er i forfald, og i provinsbyen udspilles stridighederne mellem byens gamle familier og moderne jødiske handelsfolk.

Blandt romanens vigtigste personer er hoteljomfruen Kristine Kryger, der som ugift kvinde over en årrække arbejder sig vej op ad karrierestigen og avancerer til oldfrue – en slags bestyrer af Hotel d’Øresund – samt Rasmus Ingemann, der som krigsveteran efter det danske nederlag ved Dybbøl vender hjem til sin barndomsby. Blandt romanens øvrige hovedpersoner er den unge jøde Samuel Elfen, som hører til blandt den nye tids generation, for hvem religion og gamle traditioner lades i baggrunden for personlige ambitioner og behov. I skovene udenfor Helsingør plejer Samuel sin hemmelige kærlighedsrelation til Alma Saxe, den fem år ældre ugifte kvinde, med hvem han har sønnen Reinhold uden for ægteskab.

25373839

Lars Kjædegaard skildrer med stor omhu hver enkelt karakter i respekt for personens selvforståelse, og forfatterens store overblik afspejler sig således i hans måde at flette trådene mellem et større galleri af personer. Samtidig er det, som ofte hos Kjædegaard, lokalmiljøet, der er det centrale omdrejningspunkt i historien, og som bagsideteksten på bogen lyder: ”Og byen er den egentlige hovedperson i Noget fremmed (…)” .

”Noget fremmed” er Lars Kjædegaards første historiske roman, og med sit omfangsrige sprog og detaljerede personskildring er romanen mere tankepræget end Kjædegaards spændingsromaner. Med sit tilbageblik på en historisk skelsættende periode, udviklingen i en lille lokal provins og et stort spinderi af personlige relationer minder romanen på mange måder om Lise Nørgaards tv-drama ”Matador” (1978-1981); ikke mindst i den centrale konflikt mellem byens stadfæstede familier og nytilkomne forretningsspirer.