Spændingsromanen ”Sorte sø” fra 2013 er Lars Kjædegaards femte bog i serien om det skarpsindige makkerpar Anita Hvid og Thor Belling fra Københavns Politis Drabsafdeling. Da en ung mand findes druknet, efter at en dæmning over Sorte sø er brast sammen, tyder omstændighederne på en tragisk ulykke. Det viser sig dog, at dæmningen ikke er brast af naturlige årsager, og snart er hele det lille lokalmiljø i politiets søgelys. Hvid og Belling tilkaldes som assistance til området og opdager, at den dræbte Jens Lokk ikke er den, han har givet sig ud for at være.
Forfatteren demonstrerer sin sans for detaljer og et køligt – til tider næsten kynisk – overblik undervejs, som krimien udspiller sig, mens den mest interessante historie findes i romanens dybere lag af et lille lokalt miljøs skæbner og relationer.
29970025
Plottet fortælles omhyggeligt. Langsomt styres læseren i retning af den overraskende sandhed, som gemmer sig mellem disse forviklede relationer.
Kjædegaard arbejder med en tredje-persons fortæller, der rask skifter synsvinkel mellem et større persongalleri, og sagen fortælles fra både offerets, drabsmandens, pårørendes og politifolkenes perspektiv. Dette skaber en realistisk dynamik i romanen. Karakteristisk for forfatteren er, at han nødig introducerer en person i sin roman uden på noget tidspunkt at tildele denne person synsvinklen. Forfatterens fortællestil er minimalistisk og neutralt gengivende. Fortælleren løfter sløret for nogle af de menneskelige gåder, men resten af brikkerne må læseren selv lægge.