Bogen "Skifting" fra 2014 er lavet i samarbejde med forfatteren Dennis Gade Kofod. Egentlig blev bogen til på baggrund af konkurrencen "Den illustrerede bog" udskrevet af Kunststyrelsen i 2010. De vandt andenpladsen i konkurrencen, men først fire år senere blev bogen udgivet.
Udtrykket "skifting" er en oldnordisk betegnelse brugt i dansk folketro om et barn, der er blevet forbyttet med et troldebarn. Sådan et barn er 11-årige Ellen, hovedpersonen i "Skifting", eller det tror hun i hvert fald. Ellen har det ikke godt. Hun isolerer sig i skolen, bliver mobbet af de andre og vil ikke spise noget. Jo mere hun synker ind i sin egen verden, jo tyndere bliver hun. Det er kun i skoven ved den store høj, at Ellen har det godt. Her bliver hun venner med en pige, der bor i højen. Pigen fortæller Ellen, at de er søskende.
51222849
Anne Margrethe Kjærgaards illustrationer er enkle ligesom Dennis Gade Kofods minimalistiske tekst med korte og præcise sætningskonstruktioner. Og i nogle opslag er alt udenom skrællet af for at sætte fokus på en enkelt genstand: en væltet kaffekop, en vægt eller en ambulance med udrykning. De sparsomme illustrationer er holdt i gulliggrønne farver, der i høj grad er med til at tillægge historien en stemning af urovækkende uhygge og en sygelighed, som afspejler Ellens tilstand. "Jeg prøvede at give et indtryk af Ellens sindstilstand uden nødvendigvis at gå konkret ud fra det skrevne. Jeg forestillede mig, at jeg var hende, og tegnede, hvad jeg mærkede eller så med hendes øjne," siger Anna Margrethe Kjærgaard om sin tilgang til bogen i en artikel på Fine Spind.dk (Mathilde Hoeg Boisen: Pubertet og overtro. Fine Spind.dk, 2014-12-10).
Forholdet mellem tekst og billede efterlader en masse, der er uudsagt – tomme pladser, der af læseren skal udfyldes med mening. På et opslag fortæller teksten f.eks., at Ellen bliver vejet ved sundhedsplejersken, at sundhedsplejersken siger noget om puberteten, og at hun ringer til Ellens mor. I sig selv siger sætningerne ikke meget, betydningen må man fortolke, ligesom man også må fortolke billedsiden, som i dette tilfælde blot består af en tegning af en vægt. Det betyder også, at "Skifting" kan læses på mange måder og af mange forskellige læsere: Det er både historien om en pige, der bliver mobbet og føler sig anderledes, om en pige, der er ved at miste fodfæste i virkeligheden, en fabel om overnaturlige væsener og fortællingen om en pige, der er ved at sygne hen og måske endda ved at dø.