Mere alvorlig er tonen i Så kort et liv , der som så mange af Norma Kleins bøger henvender sig til unge.
Kate er 19 år, da hun får at vide, at hun har en uhelbredelig form for kræft. Kates datter Jill er kun 1/2 år, og Kate er lige flyttet sammen med sin nye kæreste Sam. Da Kate vælger at sige nej til medicinsk behandling, lever hun kun ganske kort tid, mens hun indtaler sine tanker og følelser til en båndoptager, for at Jill, når hun er gammel nok, kan forstå, at hendes mor elskede hende og Sam.
Norma Klein skrev bogen på baggrund af autentiske lydbånd, som en ung mor har indtalt, lige inden hun døde. Det er en bevægende skildring om en ung og forelsket mor, der forsoner sig med døden.
I fortsættelsen Solskinsår er Jill blevet 5 år og bor alene sammen med Sam. Han er musiker og har mange venner, men føler sig ensom og prøver indimellem at finde en ny mor til Jill og en kæreste til sig selv. Det er lettere sagt end gjort, for pigerne, han møder, vil noget andet. Den ene vil binde sig, og den anden satser på sin egen karriere som sanger og musiker. De to bøger har i årevis været hits blandt ungdomsbøgerne. Ikke mærkeligt, for det er fine skildringer af at være forelsket og acceptere døden som en del af livet.