Grisegalop

© Pernille Kløvedal Helweg
© Pernille Kløvedal Helweg

Sofie dukkede op i Pernille Kløvedal Helwegs hoved, da hun hørte en bonde fortælle om, hvor omsorgsfulde og følsomme dyr grisene er. Han havde blandt andet set en so redde en pattegris fra at drukne i en mudderpøl. Som dagbladstegner var Pernille Kløvedal Helweg kendt for sin skarpe pen. Nu viste hun en anden side af sig selv, men lidt sarkasme blev der plads til:

 På første billede ser vi en lille pige gå alene ud ad landevejen med sin sut og sutteflaske. På næste side holder de voksne havefest, overbeviste om, at Sofie sover trygt. Lidt ondskabsfuldt kan man sagtens drage paralleller til svin ved synet af de overvægtige, solskoldede, halvnøgne danskere. Det er en sammenligning, der falder ud til grisenes fordel, for på illustrationen overfor ser man en stor so ligge sammen med diende pattegrise. Det kan ikke undre nogen, at Sofie har lyst til at putte sig ned mellem de smaskende og gryntende grise. I modsætning til Sofies pat, sutten, er der nemlig både varme og tryghed at få ved soens patter.

Tigergrisen lærer Sofie, hvordan man laver grisegalop, og det er lige ved at gå galt, for de lander i et mudderhul og er begge ved at drukne. Sofie kalder grædende på sin mor. Men der er jo ingen kære menneske-mor, derimod en stor so, som heldigvis redder dem begge, så Sofie kan gå hjem, lægge sig i sin klapvogn og besvime af træthed.

På slutbilledet står alle de lyserøde voksne bøjet over den lille sovende pige i klapvognen. Hvor ved de lidt om, hvad hun har oplevet. Der er en afstand mellem barnet og de voksnes verden, og den kan godt virke lidt foruroligende på den voksne oplæser...

Det kan billederne også, for der er masser af lyserødt kød på akvarellerne i Sofie og Tigergrisen. Men der er nu også lysende grønt sommerland, og når Sofie og Tigergrisen pjasker i mudder, har tegneren stænket sorte pensel-mudderklatter hen over tegningerne. Ifølge Pernille Kløvedal Helweg ophæver grise nærmest tyngdekraften, når de løber. Det kan man se på en illustration af tre glade grise i grisegalop svævende lige over jorden, og Sofie får ligefrem englevinger, da hun fatter, hvordan man gør.