Josefine Klougarts fjerde roman ”Om mørke” er med forfatterens egne ord en fortælling om skabelse og destruktion. Romanen udkom i 2013 og er som hendes tidligere bøger blevet modtaget med stående applaus fra det litterære parnas.
Bogen åbner med et citat fra Joseph Brodskys ”Venedigs vandmærke”, der anslår flere af bogens motiver: adskillelsen, tabet af den elskede, døden, forholdet mellem den seende og det sete.
50843785
”Om mørke” handler også om naturens brutalitet, om årstidernes skiftende lys og om altings forgængelighed. Den handler om ham og hende, der går fra hinanden. Den handler om en søn, der mister sin far. Den handler om kroppen, huden, sygdomme og død. Men trods det apokalyptiske er der en insisteren på, at død, tab, sorg og altings forfald også rummer lys og skønhed. En insisteren på, at mørket i sig rummer lyset, tabet rummer kærligheden, afskeden mødet, døden livet osv. Selvmodsigelsen og det dobbelte blik som stilistisk struktur er bærende, og ifølge Klougart er romanens ærinde netop ”at se de menneskelige vilkår, som de er i al deres ekstremitet og så samtidig ikke bare læne sig tilbage med en kop te og acceptere det. Bogen vil, at man er til stede i sådan en fortsat åben kamp mod og med de præmisser, vi er her under.” (Lena Masri: Jeg mangler et filter, som andre mennesker har. Berlingske, 2013-11-28).
”Om mørke” har hverken plot eller et narrativt forløb, som man måske ville forvente af en roman. Strukturen er snarere lyrisk og følger sansningens logik, så hverken rum eller tid følger en bestemt kronologi, som det også understreges på første side: ”Rummet er ikke sprængt, kronologien er ikke sprængt – ingen af delene har nogensinde været samlet på den måde” (s. 7), og netop det ikke-samlede iscenesættes både i form og indhold. I kapitlet Sapphofragmenter sprænges teksten helt bogstaveligt, så kun få versestykker er tilbage spredt ud på siderne. Men også det følgende kapitel, der bærer romanens titel, har ufuldstændige sætninger og en sprængt grammatik.
Det filmiske og fotografiske er også et bærende motiv, og i flere kapitler og afsnit sættes billedrammen rent verbalt for læseren. Der zoomes ind og ud, billedet tiltes, der panoreres, og kvinden eller manden går ind og ud af billedet – alene eller sammen. De to er også hovedpersoner i et kapitel, der er udformet som et drama med prolog, epilog og scener.
”Om mørke” er en lyrisk roman, der forsøger at give den eksistentielle smerte udtryk, og som i det ærinde skaber et helt nyt og unikt, næsten bevidsthedsudvidende sprog.