Josefine Klougart sammenlignes ofte med en anden dansk forfatter, der skriver sansemættet om sin hjemstavn, Hans Otto Jørgensen, som var rektor på Forfatterskolen det første år, Klougart gik der, og som hun siden har etableret forlaget Gladiator med. Klougart nævnes også i forbindelse med andre forfatterskoleuddannede forfattere som Olga Ravn, Ida Marie Hede og Asta Olivia Nordenhof.
Klougarts debutroman er måske mest af alt inspireret af Virginia Woolfs drømmende og associative sprog. Selv siger Josefine Klougart om sit sprog: ”Det er et ekspansivt sprog, der hele tiden lægger nye billeder til og skaber kæder af betydning. Når Virginia Woolf for eksempel lader synsvinklerne skifte, lader hun sproget være åbent. Jeg har generelt en modvilje overfor opfattelsen af, at præcision nødvendiggør et knapt og enkelt sprog – præcision kræver ord!” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06). Med sit ekspansive og billedmættede sprog kan man sige, at Klougart adskiller sig markant fra 1990’ernes mere minimalistiske og ordknappe skrivestil, som man har set det hos Christina Hesselholdt og Helle Helle, men forkærligheden for sprogets musikalitet og rytme har de til fælles. Særligt for Klougart er den stærke tro på sprogets præcision og muligheder, der kommer til udtryk ved en næsten endeløs leg med metaforerne og en enorm billedmæssig detaljerigdom. Eller som hun selv siger det: ”Nogle gange kræver det enkle fylde.” (Louise Helstrup Guldager: ”Da jeg flyttede til byen, mistede jeg det store perspektiv”. Information, 2010-01-06).
Den markante selvbiografiske dimension, autofiktionen, har været en kraftig tendens i 2000’ernes nordiske litteratur hos forfattere som Karl Ove Knausgård, Knud Romer, Claus Beck-Nielsen og Pablo Llambías. Men hvor man hos disse ser hyppige referencer til faktiske steder, tider og begivenheder som en måde at understrege det nonfiktive grundlag, og hvor det bliver et vigtigt projekt i sig selv at opløse membranen mellem fiktion og virkelighed, virker dette mindre afgørende for Klougart, der blot synes ikke at se noget behov for at opstille storstilede fiktioner for at nå ind til kernen i det, hun gerne vil udtrykke. Tværtimod opfattes de som unødige benspænd, og den personlige indgangsvinkel bliver således en måde at sikre større autenticitet og nærvær på.