Hallerne

Klougarts anden roman, ”Hallerne” fra 2011, begynder med sætningen ”Kvinden er et stativ i lejligheden. Et tomt rum” (s. 7), og man fornemmer hurtigt at være trådt ind i et ganske andet univers end det, der fyldte debutromanen. ”Hallerne” skildrer et forhold mellem Manden og Kvinden. De bor i en tom lejlighed et sted i København, hvor kvinden opholder sig det meste af tiden, glider ind og ud af søvn, mens manden kommer og går og meget af tiden udsætter kvinden for diverse seksuelle ydmygelser. Manden er universitetslærer, og muligvis er kvinden en tidligere elev, i hvert fald er magtfordelingen mellem dem utvetydig – manden presser hendes ansigt ned i puden, binder hendes ben, vasker hende mellem benene med sæbe, mens han kalder hende Søde lille. Kvinden er passiv og reduceret til et tomt rum, der udfyldes af mandens kommen og gåen og af hans lem: ”Hun skal være et rum. Han vil, at kvinden er et kødrum med tørre, bløde vægge uden spåner, uden skel. Hun skal være varm, hendes skamlæber skal være den slags tunge velourgardiner, som findes i teateret.” (s. 25).

28603290

Hvor ”Stigninger og fald” dyrkede ekspansionen og de præcise detaljer fra barndommen, er der en anden knaphed over sproget i ”Hallerne”, hvilket også hænger uløseligt sammen med indholdet: ”Det er mindst et år siden, at stuerne omkring dem begyndte at lyde som øde haller. De har kendt hinanden altid, synes de. Alle værelser er hver for sig nu vandkolde rungende lagerbygninger.” (s. 9). Lejligheden er øde og tom, vi ser aldrig andet end manden og kvinden, der bliver en slags skuespillere på en scene, både for det publikum, der sidder på baren over for lejligheden, og for læserne. Anonymiteten højner fornemmelsen af et arketypisk, kønsstereotypt kærlighedsforhold, hvor manden og kvinden reproducerer nogle roller, der er blevet dem givet. Manden er agerende, kvinden modtagende, og på trods af underkastelsen er det tilsyneladende også med hendes accept, at det forholder sig sådan. I hvert fald er hendes krop styrende for denne dynamik: ”De er i ledtog, de to, kvindens krop og manden. Hun er på alle måder umyndig. Hun har ikke engang sin krop, allerede der er hun underlagt.” (s. 24). 

Som i ”Stigninger og fald” er der ikke nogen egentlig handling i ”Hallerne”, bogen er rettere en undersøgelse af et kærlighedsforhold. Lejligheden forlades af og til, vi ser parret i Berlin, i Jylland og ved havet, men også her rammes man som læser af den samme nærmest klaustrofobiske stemning, som fylder den tomme lejlighed. Det er et destruktivt parforhold, og pointen synes at være, at begær og destruktion er to sider af samme sag. Kærligheden gør et objekt ud af kvinden, og her begynder destruktionen. Som fortælleren siger det i ”Hallerne”: ”Genstande er det eneste, man kan elske, og kærligheden gør hele tiden mennesker til genstande.” (s. 146).