Niviaq Korneliussen skriver om at være ung. Hun skriver om eksistens og identitet og om at føle sig anderledes og gøre op med samfundets faste normer om forholdet mellem det biologiske køn og det seksuelle begær. Hun skriver om queer og om homoseksualitet, og både i debutromanen ”HOMO sapienne” og i ”Blomsterdalen” er det tydeligt, at det er svært at være bøsse i Grønland. Begge romaner tager fat i det, der gør ondt i livet, og som især i ungdomsårene virker altafgørende og definitivt, og derfor er kærlighed selvfølgelig også et af de helt store temaer.
Korneliussen skriver samfundskritisk, og hendes romaner udspiller sig i realistiske miljøer. Vidderne og de smukke naturbeskrivelser, der normalt kendetegner den grønlandske litteratur og fortælletradition, har en anden funktion i Korneliussens forfatterskab. Det er seksualiteten, følelserne, misbruget, døden, alkoholen og vreden, der pulserer i hendes romaner. Samtidig udstiller forfatteren den grønlandske intolerance over for homoseksualitet – især når det gælder drengene. Selv siger Niviaq Korneliussen om den samfundskritiske tematik: ”Det forfriskende ved min bog er, at jeg vender mig mod mine egne. Der er stadig hårdt brug for kritik i Grønland. Jeg tror, det er derfor, de unge har taget min bog til sig. Langt de fleste unge i Grønland er fuldstændig enige med mig i beskrivelsen af de sociale slagsider.” (Louise Folker Christensen: ”I Grønland bliver det ikke nævnt, at min bog handler om homoseksualitet.” Politiken, 2015-02-15).
Der er flere litteraturkritikere, der fremhæver, at Niviaq Korneliussen med sin debutroman skaber en helt ny genre. Den associative prosa, inddragelsen af sms-korrespondancerne, Jørgen Chemnitz’ ironiske fotografier, sangteksterne og ikke mindst forfatterens tematiske valg er alt sammen nyt – i hvert fald i grønlandsk litteratur. Det er ikke nemt at opstøve en grønlandsk samtidsroman, og derfor havde Niviaq Korneliussen lyst til at skrive en: ”Vi har dårlige erfaringer med grønlandske bøger fra folkeskolen, hvor man læser fortællinger fra fangerkulturen og erindringsromaner fra 1970'erne, og det er overhovedet ikke noget, vi interesserer os for. Også derfor havde jeg lyst til at skrive en samtidsroman.” (Tina Maria Winther: I Grønland holder man kæft. Politiken, 2014-11-23).