HOMO sapienne

Citat
””Vil I vide, om det er en dreng eller en pige?” spørger jordmoderen.
Først nogle minutter efter fødslen opdager vi, at vi endnu ikke har tænkt på, hvilket køn barnet har. Det betyder jo ikke noget, tænker jeg. Jeg kan se på min søster, at hun tænker det samme.”
”HOMO sapienne”, s. 153.

I 2014 udkom Niviaq Korneliussens debutroman ”HOMO sapienne” med samme titel og på samme tid i Danmark og Grønland. Romanen handler om fem unge grønlændere, der alle på hver deres måde kæmper med seksualitet, identitet og eksistens. De fem hovedpersoner Fia, Inuk, Arnaq, Ivinnguaq og Sara er jeg-fortællere i hver deres kapitel. Kapitlerne er skarpt adskilte af et fotografi og en sangtekst, men jeg-fortællernes sprogtone lyder ofte ens, og derfor glemmer man indimellem, hvem der taler, og især glemmer man fortællerens køn. Dette formmæssige greb spejler fint hovedpersonernes seksuelle forvirring, og det inviterer læseren til ikke først og fremmest at se karaktererne som et køn. Trods sproglig lighed er de fem karakterer meget forskellige, og de repræsenterer forskellige sider af den grønlandske ungdom, der spænder fra den vrede bøsse Inuk over den melankolske Fia, der er på vippen til at springe ud, til Arnaq, der giver sin opvækst skylden for egne mangler.

51435095

De fem personer er tæt forbundne, og deres fortællespor griber konstant ind i hinanden. Inuk er som sagt bøsse og lillebror til Fia, der springer ud som lesbisk og forelsker sig i Sara, der er kærester med den transseksuelle Ivinnguaq. Arnaq er Fias biseksuelle veninde, der også bliver hendes første lesbiske oplevelse. Det er således åbenlyst, at både sex og køn udforskes og spiller en afgørende rolle for alle karaktererne, men romanen er i lige så høj grad en øm og smuk kærlighedshistorie.

Sprogligt veksles der mellem lange, næsten opremsende sætninger, kontante udsagn, dialoger, grafiske sms-udvekslinger, breve og sangtekster, og det giver et overbevisende indtryk af moderne ungdom. Tonen er energisk, direkte og konkret. Den associative prosa er nyskabende og velskrevet, og den giver fortællingen vitalitet og sanselighed. De fem fortællespor er forankrede i Nuuk, og derfor giver romanen også et unikt indblik i, hvad det vil sige at være ung netop under de geografiske betingelser. Samtidig giver sprogtonen, kønsproblematikken og kærlighedshistorien fortællingen noget almengyldigt, så den er rammende for alle unge uanset geografisk tilhørsforhold.