Da Krauss i et interview blev spurgt om, hvor meget af handlingen hun selv kendte, da hun begyndte at skrive ”The History of Love” fra 2005 (”Kærlighedens historie”, 2005), svarede hun: ”Ingenting. Jeg fandt en stemme.” (Nils Thorsen: Det er nødvendigt at fumle. Politiken, 2005-10-21).
Den stemme var Leo Gurskys, en 80-årig tidligere låsesmed, der bor for sig selv i Brooklyn. Leo voksede op i en polsk landsby, men flygtede til New York, da Anden Verdenskrig rullede ind over Europa. Da han dengang opsøgte sin barndomskæreste og store kærlighed Alma, der også var flygtet til USA, var hun blevet gift med en anden. Leo fandt ud af, at hun var gravid, da hun tog fra Polen, og at han således er blevet far til en søn, der vil vokse op med en anden mand som far. Resten af sit liv følger han sønnen på afstand og er lykkelig, da Isaac viser sig at blive en kendt forfatter. Noget som altid har været Leos egen ambition.
25943864
Leo står ved livets afslutning, men det har han et ret lakonisk forhold til. Hans største skræk er dog at dø på en dag, hvor han ikke er blevet set af nogen, og hver aften slår han på radiatoren, så hans gode ven Bruno ovenpå kan høre, at han ikke er død.
Romanen kæder hans fortælling sammen med Alma Singers, en 14-årig pige, der også bor i Brooklyn. Alma har mistet sin far, og nu vil hun gerne finde en ny mand til sin mor, så moren kan blive glad igen. Moren er oversætter og, som Alma siger det: ”Muren af ordbøger mellem min mor og verden bliver højere år for år” (s. 51). Alma ser sit snit til at lege Kirsten Giftekniv, da moren af en ukendt mand får til opgave at oversætte en bog, der hedder ”Kærlighedens historie” fra spansk til engelsk. ”Kærlighedens historie” var Almas fars yndlingsbog, han købte den som ung mand i et antikvariat i Valparaiso. Alma er opkaldt efter alle kvinderne i den bog.
Som Krauss’ to øvrige romaner handler også ”Kærlighedens historie” om erindring og hvad det gør ved os. De små løgne, vi fortæller os selv og hinanden for at leve videre. Samtidig er det en roman om litteraturens styrke og hvordan den rent konkret kan binde folk sammen – eller få dem til at leve påny.