Igen i ”Forest Dark” (”Mørke, dybe skove”, 2018) fra 2017 lader Nicole Krauss flere fortællestemmer komme til orde i beretningen om to mennesker, der på hver sin vis er faret vild i tilværelsen.
Nicole, en 39-årig amerikansk forfatter, der har bemærkelsesværdigt meget til fælles med Nicole Krauss selv, er i en slags livskrise. Hendes ægteskab er ved at falde fra hinanden, og hun har svært ved at komme i gang med sin nye roman. Den 68-årige velhavende, pensionerede advokat Julian Epstein, der lever et hæsblæsende new yorker-liv fuld af kunst og mennesker, bliver skilt og vil pludselig skille sig af med alle sine ejendele. Som i Krauss’ andre bøger er der noget, der binder de to skæbner sammen: det Hotel Hilton, som begge flytter ind i ved ankomsten til Tel Aviv.
54660367
Ved romanens begyndelse er Epstein for nylig forsvundet i Tel Aviv, og hans familie leder efter ham. En eftersøgning, der fører dem ud i Israels ørken. Forfatteren Nicole rejser til Tel Aviv, fordi Hotel Hilton bliver ved at dukke op i hendes drømme. Hilton var der, hvor hun tilbragte mange sommerferier som barn, og hun er nødt til at vende tilbage til det sted, hvorfra hendes liv er udgået. Rejsen til Tel Aviv afspejler Nicoles begyndende tvivl på sin egen selvfortælling og på romanen som fortælleform: ”Hvorfor var jeg kommet til Tel Aviv? I en fortælling har en person altid behov for en grund til alt, hvad hun gør. Selv hvor der ikke synes at være nogen, vil det altid senere blive afsløret af plottets og genklangens underspillede udformning, at der var en alligevel.” (s. 87).
Med ”Mørke, dybe skove” vender Krauss tilbage til temaer, der står som klassisk Krauss: erindring, nostalgi, jødedommen, og det Israel, der er en del af Krauss’ store barndoms- og tankelandskab.