Michael Katz Krefelds baggrund i film- og tv-branchen og hans interesse for tv-serier har stor indflydelse på hans forfatterskab. Han ved, hvordan man bygger en krimiintrige op og skaber spændingskurver, der får læseren til at hænge på kapitel efter kapitel. Han er inspireret af den angloamerikanske krimitradition mere end den skandinaviske og har i forbindelse med udgivelsen af romanen ”Afsporet” udtalt, at han ofte keder sig i selskab med den traditionelle skandinaviske krimi: ”Det interesserer mig, hvordan personerne har det. Hvordan lever de? Vi ser de tilfangetagne prostituerede have indbyrdes relationer. Det psykologiske spil er langt vigtigere end den socialpolitiske debat om, hvorvidt Sverige har interesse i at der eksisterer prostitution eller købesex.” (Jan Eriksen: Oprør mod den politiske krimi. B.T., 2013-09-15).
Michael Katz Krefeld skriver thrillers med vægt på det psykologiske samspil og sociale relationer. Han afviser selv at have et politisk budskab med sine bøger, men understreger i flere interviews, at han er optaget af karakterernes personlige historier og motivationer for at handle, som de gør. Hans hovedpersoner har som regel et personligt problem, der sættes i spil i forbindelse med opklaringsarbejdet. Den første serie har lægen Maja Holm i hovedrollen, og i ”Før stormen” skal hun opklare, hvorfor en ung mand er død af en overdosis, samtidig med at hun selv har et pillemisbrug. De næste to serier har politifolk som hovedpersoner, henholdsvis Nikolaj Storm, Katrine Bergman og Ravn, men én af hovedpersonerne er suspenderet, fordi hun har begået en kriminel handling og en anden er på sygeorlov. De er politifolk, som selv har begået en kriminel handling eller er traumatiserede. De er antihelte, som gennem opklaringen af en forbrydelse også lærer noget om sig selv. I serien om politikommissær Cecilie Mars tegnes også et portræt af et menneske med en fortid, som hun har svært ved at lægge bag sig, og som får indflydelse på, hvordan hun tackler sit arbejde.
Michael Katz Krefeld kan godt lide at skrive om karakterer, som er ude af deres rette element og lærer noget personligt under efterforskningen. ”Jeg ville undgå det mest oplagte – hvilket vil sige en advokat, en politikommissær eller en privat opdager. For mig ville det heller ikke være interessant at skabe en fiktiv drabsafdeling, for på den måde ville bøgernes hovedperson bare stå over for en ny sag, når den aktuelle sag var løs. I stedet skal det stå klart, at de valg, vi træffer, har nogle konsekvenser,” fortæller han i et interview i Politiken. (Politiken Kultur: Krimiforfatter satte sin bog på auktion. Politiken, 2009-09-09).
Tematisk beskæftiger bøgerne sig med misbrug, trafficking, terrorhandling, Danmarks krigsdeltagelse, krigstraumer, ekstremisme, overvågning, hævn og tortur.