Ifølge Lis Vibeke Kristensen selv er hendes forfatterskab særdeles påvirket af canadiske Margaret Atwood og italienske Elsa Morante. Fælles for dem alle tre er, at de skriver om stærke, succesfulde kvinder, uden at de vil sættes i bås som kvindeforfattere eller feministiske forfattere, såsom Hanne Vibeke Holst. Fokus er nemlig ikke på kvindeliv og kønsmæssige udfordringer men derimod på kvinder som mennesker. Man kan så diskutere, om dette ikke er feministisk. Derudover har både Lis Vibeke Kristensen og hendes inspiratorer Atwood og Morante fokus på at fortælle historier; altså på den episke handling. Om dette siger Lis Vibeke Kristensen klart: ”Jeg har stor respekt for teksteksperimenter, men som læser og forfatter er jeg ikke meget for det. Jeg bliver irriteret på bøger uden en historie” (Carsten Andersen: Sex og sanser som drivkraft. Politiken, 1995-09-21).
Så selvom Lis Vibeke Kristensens litterære gennembrud skete i 1990’erne, så var hun langt mere inspireret af teatrets handlingsfokuserede dramaturgi end af de formeksperimenter, der prægede dansk litteratur på det tidspunkt, med forfattere som Helle Helle. Hendes værker minder langt mere om strømningerne efter årtusindskiftet, hvor romaner blev længere, og hvor det blev populært at tage afsæt i virkelige, historiske begivenheder, såsom Østblokkens sammenbrud, som vi ser det i Lis Vibeke Kristensens ”Kirsebærtiden”. Den sanselighed og humor, der er meget karakteristisk for hendes forfatterskab, kan være inspireret af fransk litteratur og kultur, med forfattere som blandt andre Marie Darrieussecq.