Det er Svalbard, der er det klare fokus i Monica Kristensens romanserie: ”Jeg ønsker at forklare Svalbard for folk. Menneskets møde med natur.” (Tommy H. Brakstad: TV-giganter vil ha norsk krimsuksess. Dagbladet, 2011-10-03). Forfatterens indgående kendskab til øgruppen i det arktiske hav gør hendes skildringer så levende, at man ser gletsjerne, tundraen og snelandskaberne for sig. Hun tegner et smukt og kærligt portræt af det lille isolerede samfund, mens hun effektivt benytter de faldefærdige miner, isolerede pakhuse, det arktiske mørke og polartågerne til at skabe en tæt klaustrofobisk uhygge.
Selvom romanerne lettest kan kategoriseres som krimier, tager de i ligeså høj grad form af samfundsbeskrivelse. Det er ikke psykopatiske massemordere, der udgør det dramatiske grundmateriale hos Monica Kristensen, men derimod de lokale intriger, interne forviklinger og Svalbards isolation og unikke natur.
Monica Kristensens romaner er aldrig tungsindige. Forfatterens kærlighed til øgruppen og dens indbyggere lyser ud af siderne, hvilket bibringer romanerne en charme, som er sjælden i krimigenren – og en varme, som Svalbards termostater sjældent kan måle sig med.
Samtidig tilføjer tematikker som utroskab og alkoholisme et realistisk og mørklødet skær til de underfundigt svungne landsbyportrætter. Isolationen og polarnattens potentielle psykiske omkostninger toner frem af mørket, når ensomhed og depression kaster skygger over de sneklædte sider.
Den udprægede realisme er slående i Monica Kristensens romaner – ikke mindst når man sammenligner med krimigenren generelt. Netop ved at benytte det drama, som Svalbards natur i sig selv besidder, behøver forfatteren ikke opdigte vrisne superbetjente eller nye lokale psykopater i hver ny udgivelse. Hendes detaljerede personskildringer efterlader ikke plads til sort/hvide stereotyper, mens hendes plots udfoldes med en sjælden ro og tålmodighed.
Romanserien præsenterer desuden et interessant indblik i Svalbards historie, som det seneste århundrede har været præget af mange nationaliteters kamp om minedriften. Ikke mindst i hendes to seneste romaner er Svalbards omtumlede historie i fokus. I ”Operation Fritham” er fokus på øgruppens skæbne under 2. Verdenskrig, mens ”Den døde i Barentsburg” viser, hvorledes den sovjetrussiske historie har præget Svalbards russiske minesamfund.
Det historiske islæt bliver ikke til et vedhæng i hendes romaner, men integreres i fortællingerne ved at placere handlingen i århundrede gamle miner, for længst aflagt pakhuse og aldrende isbrydere eller ved at lade historisk overleverede skyldkomplekser tage effektiv del i fortællingerne.
Monica Kristensen har i sine første fire romaner skabt en unik symbiose mellem landsbydrama og kriminalroman, hvor den geografiske setting i sig selv er en lille genistreg: ”Livsbetingelserne deroppe er ekstreme – fire måneders absolut mørke, midnatssol hele sommeren, voldsomme snestorme, isolationen og farlige isbjørne, som bevæger sig tæt på byerne (…). Indbyggerne koncentrerer sig om deres egne sager. Alle ved en masse om de andre, men ikke alt blive åbent italesat.” (Interview med magasinet Gaïa Editions).