Monica Kristensen
Foto: Ntb Scanpix/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Monica Kristensen

cand.mag. Michael Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Monica Kristensen
Foto: Ntb Scanpix/Akg-Images/Ritzau Scanpix
Main image
Kristensen, Monica
Foto: Forlaget Sohn

Indledning

Polarnattens konstante mørke, uigennemtrængelig arktisk tåge, gamle minegange, isolerede tomme pakhuse og afsondrede snelandskaber. Dette er nogle af de ingredienser, som gør Monica Kristensens krimiserie om den norske øgruppe Svalbard til en helt unik læseoplevelse. Ja, man undrer sig over, at ingen før har benyttet den isolerede øgruppes dramatiske natur til mord- og forsvindingsgåder – for her kan folk virkelig forsvinde.

Den erfarne og højtuddannede polarforsker Monica Kristensen benytter sin store viden om Svalbard til at skabe et levende, charmerende og klaustrofobisk portræt af øgruppen, som indtil videre har budt på fire fremragende krimier.

 

29814880

Blå bog

Født: 30. juni 1950 i Torsby, Sverige.

Uddannelse: Fysik og matematik, 1974. Plasmafysik, 1976. Polarforskning, 1980. Glaciologi, 1983.

Debut: Hollendergraven. Press, 2007.

Litteraturpriser: Ingen kendte. Monica Kristensen har dog vundet en række forskerpriser, heriblandt blev hun i 1989 tildelt Royal Geographical Society’s Founder’s Medal som den første kvinde nogen sinde.

Seneste udgivelse: Den døde i Barentsburg. Sohn, 2013. Oversat af Steen Sohn.

Inspiration: Selma Lagerlöf, Karen Blixen, Robert Frost, Antoine de Saint-Exupéry, Ernest Hemingway, Mark Twain, Doris Lessing, John le Carré, Maj Sjövall og Per Wählöö.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det var, som om han først nu blev klar over, hvad han var gået glip af (…). Det, han havde ledt efter, var noget, han fandt her. Noget, den arktiske vildmark kunne give ham. Oplevelser, ensomme udfordringer, ingen ville få noget at vide om. Næsten som en slags kærlighed.”

”Hollændergraven”, s. 256.

Det er ikke blot i Monica Kristensens romaner, at den særegne arktiske natur spiller en hovedrolle; den har også udgjort hovedparten af hendes voksne liv. Både hendes uddannelse og arbejde har koncentreret sig om gletsjere, sne og kuldegrader, mens hun senere har ledet adskillige polarekspeditioner til både Arktis og Antarktis. Reelt lå det ikke i kortene, at den anerkendte forsker skulle skrive skønlitteratur, men som hun selv siger: ”Livet kom i vejen” (Tommy H. Brakstad: TV-giganter vil ha norsk krimsuksess. Dagbladet, 2011-10-03).

Monica Kristensen blev født i svenske Torsby i 1950 som barn af et svensk/norsk forældrepar. Familien flyttede kort efter til Kongsvinger i Norge, hvor hun voksede op. Efter afsluttet gymnasium kastede hun sig over et længerevarende studieforløb. Hun læste matematik og plasmafysik i Tromsø og Oslo. Med en cand.scient. i bagagen drog hun i 1976 til Ny-Ålesund på Svalbard for at forske, og her fødtes fascinationen af det arktiske. I slutningen af halvfjerdserne flyttede hun til Cambridge, hvor hun fik en mastergrad i polarforskning ved byens berømte universitet. Her afsluttede hun også i 1983 sin doktorafhandling om glaciologi – studiet af naturligt forekommende is.

I 1986 blev Monica Kristensen den første kvindelige leder af en polarekspedition, da hun sammen med tre kolleger vandrede flere tusind kilometer i sporene på den berømte norske polarforsker Roald Amundsen. Hun har i en årrække arbejdet som meteorolog, men flyttede i 1998 tilbage til Svalbard, hvor hun ledte forskergruppen Kings Bay A/S indtil 2003.

Fascinationen af at skrive skønlitteratur opstod tidligt; Monica Kristensen mindes at have skrevet digte allerede i 6-års-alderen (Interview med Forfatterweb, marts 2012). Det er dog først efter at have lagt de udmarvende polarekspeditioner bag sig, at hun også har lagt forfatternavn til andet en forskningsrapporter. ”Hollendergraven” udkom i Norge i 2007 til pragtanmeldelser. Siden er yderligere tre bøger tilføjet den kriminalserie om Svalbard, som er planlagt til samlet 12 bind. De danske oversættelser kommer løbende, og Nordisk Film har købt filmrettighederne.

Monica Kristensen bor i dag udenfor Oslo med sin mand og datter.

 

Hollændergraven

”Det er aldrig til at sige noget om sådan en tåge. I så, hvor hurtigt den kom. Og den kan lige så godt forsvinde hurtigt. Men kan også blive liggende”.
”Hollændergraven”, s. 140.

I Monica Kristensens litterære debut ”Hollendergraven” fra 2007 (”Hollændergraven”, 2010) finder en flok turister ved et tilfælde et nyligt afhugget hoved i en gammel hollandsk grav i udkanten af Svalbard. Det lokale politikorps, Sysselmandkontoret, er ikke just vant til mordsager, hvorfor det norske kriminalpoliti, anført af kriminalkommissær Lund-Hagen og den unge ambitiøse Jan Melum, sender en mindre delegation til Svalbard for at hjælpe med opklaringen. Efter flere måneders intens eftersøgning i alle afkroge af øgruppen er den afdøde stadig ikke identificeret, og der er hverken spor af krop eller gerningsmand. Sagen erklæres uopklaret, og kriminalbetjentene vender skuffede tilbage til fastlandet.

28168055

Den lokale sysselmandsbetjent Knut Fjell, som kort forinden er flyttet til Svalbard, kan dog ikke glemme den indviklede mordsag. I et forsøg på at finde nye spor begiver han sig over Svalbards tundra på snescooter, men falder ved et uheld i en gletsjersprække. Han overlever med nød og næppe, da en redningshelikopter kommer ham til undsætning. Men Knut Fjell har fundet noget i hullet; han har set en krop med afhugget hoved, og endelig begynder brikkerne at falde på plads.

Således bliver ”Hollændergraven” ikke mindst en hæsblæsende rundrejse på Svalbard – og man tager sig gentagne gange i at bladre tilbage til det lille kort over øgruppen, som bogens indledning passende er forsynet med.

Romanen udfolder sit plot med nærværende realisme og en tålmodighed, som er sjælden i krimigenren. Netop derved gives ro til at skildre det unikke samfund langt mod nord, mens isolation, vintermørke, øde snelandskaber og den evige frygt for isbjørneangreb konstant vedligeholder spændingen. Svalbard er romanens egentlige hovedperson, og Monica Kristensen udnytter effektivt sit kendskab til øgruppens særegne natur, historie og mennesker.

 

Kulungen

”Længe efter at metalskrigene var glemt, var det denne nattestilhed, der mindede folk om et savn, de ikke snakkede så meget om. Sådan er udviklingen, sagde folk sørgmodigt, det er bare Longyearbyen, der ikke længere er en mineby”.
”Kulungen”, s. 140.

Hvor debutromanen inviterer læseren rundt i Svalbards afkroge, er Monica Kristensens opfølger et nærstudie af øgruppens største by, Longyearbyen med ca. 2000 indbyggere.

”Kulunge” fra 2008 (”Kulungen”, 2011) introducerer et persongalleri af nærmest Dostojevskijske dimensioner. Konstante skift mellem romanens mange karakterer skaber et levende og nuanceret portræt af det isolerede samfund, mens illegal smugling, landsbyintriger og den deraf følgende sladder udgør romanens rygmarv.

Den 5-årige Ella forsvinder sporløst fra børnehaven Kulungen. Først antages det, at hendes alkoholiserede far har hentet hende for at hævne sig på moderen efter et skænderi dagen før. Men som tiden går, og hverken far eller datter dukker op, begynder byens borgere at frygte det værste. Polarmørket og voldsomme frysegrader har lagt sig tungt over Svalbard, og en lille pige på egen hånd har ingen chance for at klare sig.

28708149

Kriminalinspektør Lund-Hagen og Jan Melum må igen tage den lange tur til Svalbard for at assistere Sysselmandskontoret og Knut Fjells efterforskning. Denne byder på lange ture i mørke mineskakter, forgæves indbrud i gamle lagerbygninger og et fascinerende oprids af samfundets dramatiske historie. Lokale intriger og gammel overtro blander sig i opklaringsarbejdet, som kun langsomt kaster spor af sig. Da man endelig finder faderen, stærkt forbrændt i en bilulykke, går det op for politiet, at kampen for Ellas liv er en kamp mod tiden.

”Kulungen” udfolder sig som krimi men er nærmere et kærligt og kritisk landsbyportræt. Longyearbyens indbyggere skildres med charme, og den velskrevne dialog og de præcise personskildringer giver karaktererne dybde. Alkoholisme, utroskab og ægteskabskrise belyser langsomt den knugende ensomhed, som er isolationens skyggeside. Polarnatten og de dunkle minegange tilføjer en fortættet, klaustrofobisk spænding, som effektivt underbygger romanens underspillede plot.

Operation Fritham

”Max Zeyffert sukkede. I årene efter at han var kommet hjem fra krigen, have han indset, at had lignede en sygdom mere end en følelse”.
”Operation Fritham”, s. 230.

Svalbards historie har dannet en væsentlig baggrund for historierne i Monica Kristensens to første romaner, men hendes tredje roman, ”Operation Fritham” fra 2010 (”Operation Fritham”, 2012), er som et decideret indblik i de historiske arkiver.

En række norske, engelske og tyske krigsveteraner bliver inviteret tilbage til Svalbard for at mindes deres kampe på øgruppen under 2. verdenskrig. Gamle sår skal læges, skyld skal uddrives, og tidligere fjender skal forsones. I stedet dominerer overleveret mistro festlighederne, mens rygterne om, at en tidligere lystmorder tager del i konferencen, spreder sig blandt de deltagende.

Sammen med den britiske politikommissær Sebastian Rose, som er på Svalbard, fordi hans kones afdøde far var blandt veteranerne, begynder Sysselmandsbetjent Knut Fjell at gennemgå de gamle rapporter om et bestialsk mord på en præst i 1941. Flere mord og en stribe tyverier forbindes til samme gerningsmand, og da Knut Fjell får vished om, at den aldrende lystmorder er blandt de forsamlede, begynder han at frygte, hvad denne kan finde på, hvis han finder ud af, at hans fortid er ved at blive afsløret.

29231974

Svalbards skæbne under 2. verdenskrig danner handlingens rammer i ”Operation Fritham”. Da øgruppen udgjorde nøglen til at kontrollere det arktiske hav, var Svalbard i krigsårene et væsentlig stridspunkt mellem nazisterne og de allierede. Romanen veksler mellem den nutidige mindesammenkomst og en række tilbageblik, der skaber dramatisk fiktion af en række virkelige historiske begivenheder. De historiske tilbageblik centreres ikke mindst om det fejlslagne britiske forsøg på at genvinde øerne fra tyskerne; den operation som bogen har taget titel efter.

Bombninger, forræderi og krigens ondskab skildres gruopvækkende, mens skyld, anger og tilgivelse ikke blot er mindesammenkomstens formål, men udgør romanens tematiske omdrejningspunkter. Kan man bebrejde en morder de gerninger, som er udført under forfærdelige omstændigheder for mange årtier siden? Og hvor lang tid skal man bære på skyld? Det er klassiske krigsspørgsmål som disse, der står tilbage, når sidste side er vendt i Monica Kristensens mest dramatiske og blodige roman til dato.

Den døde i Barentsburg

”Jo dybere de kom ned under jorden, jo mere steg temperaturen. Vand dryppede fra loftet, løb ned af væggene og samlede sig i små pytter på gulvet. De befandt sig i en underverden af mørke gange”.
”Den døde i Barentsburg”, s. 72.

Sysselmandsbetjent Knut Fjell vågner med voldsomme tømmermænd og får til sin store irritation besked på at rejse til Barentsburg, en russisk beboet mineby på Svalbard. Her er en minearbejder ved et uheld faldet i cementblanderen, og Knut tilkaldes mestendels for at verificere det ulykkelige dødsfald.

Barentsburgs russiske konsul og mineleder presser – gennem den lokale tolk – på for hurtigt at få overstået den makabre sag, og Knut er mindst ligeså opsat på en hurtig tilbagevenden til Longyearbyen. Men vejret slår om, så helikopteren ikke kan afhente ham. Og samtidig begynder Knut at få en fornemmelse af, at der er noget, der ikke stemmer. Inden længe står han med flere indiskutable mord på hænderne, fanget i en ugæstfri by, der svirrer af rygter og hemmeligheder på et sprog, han end ikke forstår.

29814880

”Den døde i Barentsburg” fra 2012 (”Den døde i Barentsburg”, 2013) er Monica Kristensens fjerde roman om Svalbardbetjent Knut Fjell. Hvor ”Kulungen” var et portræt af Longyearbyen, zoomer ”Den døde i Barentsburg” ned på øgruppens andenstørste by. Her skitseres et fascinerende persongalleri, hvor ingen lader til at have helt rene hænder, og alle lader til at vide mere end efterforskeren! Knut Fjell skal navigere i kulturelle forskelle og en sand labyrint af hemmeligheder og gamle intriger. Det lille lukkede samfund benyttes effektivt til at skabe en Hercule Poirot’sk spænding, hvor det er umuligt at vide, hvem man kan stole på.

Ligesom i forgængeren benyttes historiske omstændigheder som dramatisk katalysator: I ”Den døde i Barentsburg” er det sovjetrussisk korruption og det udbredte kaos efter Sovjetunionens fald, der trækker tråde op til nutidige russiske Svalbardsamfund.

I forhold til romanseriens tidligere bind er tempoet sat op og kriminal-intrigen intensiveret, men Monica Kristensen formår stadig at bruge de isolerede bysamfund, forladte huse og ubenyttede minegange til at skabe en særegen klaustrofobisk uhygge og en unikt iscenesat ramme om sine personer.

 

Genrer og tematikker

Det er Svalbard, der er det klare fokus i Monica Kristensens romanserie: ”Jeg ønsker at forklare Svalbard for folk. Menneskets møde med natur.” (Tommy H. Brakstad: TV-giganter vil ha norsk krimsuksess. Dagbladet, 2011-10-03). Forfatterens indgående kendskab til øgruppen i det arktiske hav gør hendes skildringer så levende, at man ser gletsjerne, tundraen og snelandskaberne for sig. Hun tegner et smukt og kærligt portræt af det lille isolerede samfund, mens hun effektivt benytter de faldefærdige miner, isolerede pakhuse, det arktiske mørke og polartågerne til at skabe en tæt klaustrofobisk uhygge.

Selvom romanerne lettest kan kategoriseres som krimier, tager de i ligeså høj grad form af samfundsbeskrivelse. Det er ikke psykopatiske massemordere, der udgør det dramatiske grundmateriale hos Monica Kristensen, men derimod de lokale intriger, interne forviklinger og Svalbards isolation og unikke natur.

Monica Kristensens romaner er aldrig tungsindige. Forfatterens kærlighed til øgruppen og dens indbyggere lyser ud af siderne, hvilket bibringer romanerne en charme, som er sjælden i krimigenren – og en varme, som Svalbards termostater sjældent kan måle sig med.

Samtidig tilføjer tematikker som utroskab og alkoholisme et realistisk og mørklødet skær til de underfundigt svungne landsbyportrætter. Isolationen og polarnattens potentielle psykiske omkostninger toner frem af mørket, når ensomhed og depression kaster skygger over de sneklædte sider.

Den udprægede realisme er slående i Monica Kristensens romaner – ikke mindst når man sammenligner med krimigenren generelt. Netop ved at benytte det drama, som Svalbards natur i sig selv besidder, behøver forfatteren ikke opdigte vrisne superbetjente eller nye lokale psykopater i hver ny udgivelse. Hendes detaljerede personskildringer efterlader ikke plads til sort/hvide stereotyper, mens hendes plots udfoldes med en sjælden ro og tålmodighed.

Romanserien præsenterer desuden et interessant indblik i Svalbards historie, som det seneste århundrede har været præget af mange nationaliteters kamp om minedriften. Ikke mindst i hendes to seneste romaner er Svalbards omtumlede historie i fokus. I ”Operation Fritham” er fokus på øgruppens skæbne under 2. Verdenskrig, mens ”Den døde i Barentsburg” viser, hvorledes den sovjetrussiske historie har præget Svalbards russiske minesamfund.

Det historiske islæt bliver ikke til et vedhæng i hendes romaner, men integreres i fortællingerne ved at placere handlingen i århundrede gamle miner, for længst aflagt pakhuse og aldrende isbrydere eller ved at lade historisk overleverede skyldkomplekser tage effektiv del i fortællingerne.

Monica Kristensen har i sine første fire romaner skabt en unik symbiose mellem landsbydrama og kriminalroman, hvor den geografiske setting i sig selv er en lille genistreg: ”Livsbetingelserne deroppe er ekstreme – fire måneders absolut mørke, midnatssol hele sommeren, voldsomme snestorme, isolationen og farlige isbjørne, som bevæger sig tæt på byerne (…). Indbyggerne koncentrerer sig om deres egne sager. Alle ved en masse om de andre, men ikke alt blive åbent italesat.” (Interview med magasinet Gaïa Editions).

 

Beslægtede forfatterskaber

Der er noget udpræget nordisk over Monica Kristensens forfatterskab. Om end hendes romaner tager form af krimier, opstår det reelle drama ikke mindst i den evige kamp med vind og vejr, som den skandinaviske litteratur flittigt har beskrevet. Her står hun bl.a. i gæld til store norske forfattere som Jonas Lie og Nordahl Grieg, som behandlede afsondrede fiskermiljøer og det isolerede liv på havet. Hans Kirks ”Fiskerne”, en skildring af en indremissionsk landsby på den danske vestkyst, tilhører samme tradition. Islandske Jón Kalman Stefánsson har i flere af sine bøger haft vejret og landskabet som delvis hovedperson.

Gottfred Borghammers Stavanger-romaner deler Monica Kristensens fokus på norske samfundsskildringer med lokalhistorisk islæt, men her er det ikke mindst Wenche Krossoys landsbyintriger, der udgør det nærmeste litterære slægtskab i hjemlandet. Krossoys tidlige romaner, bl.a. ”Mens pappa er på Lofoten” fra 1974, optegner fine portrætter af isolerede landsbymiljøer i den nordligste del af det norske fastland.

Landsbyintriger er også et gennemgående tema hos Steen Steensen Blicher. Novellen ”Sildig opvaagnen” er ligesom Monica Kristensens ”Kulungen” en fortælling om utroskab og landsbysladder med dramatiske følger, mens ”Præsten i Vejlbye”, hvori et mord ryster landsbyen tæt på Grenå, med rette betegnes som en tidlig kriminalhistorie – før termen reelt opstod.

Monica Kristensen benytter sig ofte af store persongallerier, og her er ikke mindst den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij en nærliggende sammenligning. Lige som i dennes ”Forbrydelse og straf” er tematikker som skyld og skam bærende elementer i bl.a. ”Operation Fritham” og ”Den døde i Barentsburg”.

Anskuet udelukkende som krimier er Monica Kristensens romaner noget for sig. En af de nærmeste slægtninge skal findes i Monica Kristensens hjemland: Hos Norges store eksportsucces, Jo Nesbø, finder man på lignende vis en forkærlighed for tålmodige miljøskildringer, som ofte er bærende for selve fortællingens udvikling. I stærk kontrast til Monica Kristensen er Nesbøs romaner dog kendt for deres meget eksplicitte vold.

På dette punkt er Monica Kristensen mere på linje med Agatha Christies krimiklassikere. Christies romanserie om Miss Marple er underfundigt formulerede mordgåder, hvor den aldrende hovedperson navigerer mellem sladder og rygter i den fiktive engelske landsby St. Mary Mead. Hos Agatha Christie foregår opklaringsarbejdet også ofte i afsondrede, lukkede miljøer, hvor alle er mistænkte, og stilistikken fra Christies anden berømte detektivserie anes flere steder i Monica Kristensens små samfundsportrætter – ikke mindst gruppen af cruiserturister i ”Hollændergraven” og det afsondrede russiske landsbymiljø i ”Den døde i Barentsburg” er en Hercule Poirot-roman værdig.

Afslutningsvis kan Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” nævnes som et af de få andre bud på en kriminalroman, der primært udfolder sig mellem faldende snefnug i nordens mørke.

 

Bibliografi

Romaner

Kristensen, Monica:
Hollændergraven. Sohn, 2010. (Hollendergraven, 2007).
Kristensen, Monica:
Kulungen. Sohn, 2011. (Kulunge, 2008).
Kristensen, Monica:
Operation Fritham. Sohn, 2012. (Operation Fritham, 2009).
Kristensen, Monica:
Den døde i Barentsburg. Sohn, 2013. (Den døde i Barentsburg, 2011). Oversat af Steen Sohn.

Fagbøger

Kristensen, Monica:
Mod 90° syd. Gyldendal, 1987. (Mot 90° syd. Grøndahl, 1987.)
Kristensen, Monica:
Det magiske landet: Fortellinger om Svalbard. Grøndahl, 1989.
Kristensen, Monica:
Dager i Antarktis: Folk og forskning – og en ekspedisjon litt utenom det vanlige. Grøndahl, 1993.
Kristensen, Monica:
The Tragedy at King’s Bay. Forlaget Press, 2011.

Om forfatterskabet

Links

Her kan man finde en gennemgang af Monica Kristensens polarekspeditioner.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Monica Kristensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Brakstad, Tommy H.:
TV-giganter vil ha norsk krimsuksess. Dagbladet, 2011-10-03.
Møller, Michael:
Interview med Monica Kristensen, marts 2012.