Hvor der over ”Livets Arabesk” og ”En anden” kan være et præg af inspireret tour de force, føles intet i Tom Kristensens hovedværk ”Hærværk” (1930) tilfældigt.
Over 400 sider folder romanen sin tragiske jazz ud med stor og grum konsekvens. "Frygt sjælen og dyrk den ikke," lyder mottoet, "for den ligner en last", og det er den, både for nervemennesket Tom Kristensen, der har slidt sig selv op mellem Scylla og Charybdis, mellem overblik og kaoslængsel, og for den forpinte Ole Jastrau, der i Hærværk gennemlever sin krise og bliver et ironisk emblem for en særlig slags tidsånd.
Jastrau - af visse venner kaldet "Jazz" - er kritiker ved et københavnsk dagblad og fungerer stadig som samfundsborger, da vi møder ham i lejligheden, der i løbet af romanen bliver et næsten konkret billede på den bevidsthed, i hvilken titlens hærværk hærger. Han bor med sin kone og deres søn, men identiteten har længe været i skred, da kaos rykker ind i skikkelse af den grove proletardigter Stefan Steffensen og dennes muse, Anna Marie, en tidstypisk blanding af syfilitisk skøge og såret madonna.
Romanen skildrer Jastraus nedtur i ubønhørlige detaljer. Han sætter sit arbejde og sit ægteskab over styr, han flirter med klassekamp og katolicisme, med kærlighed under forskellige former, og da der endelig udbryder brand i hans lejlighed, hans karakters ydre billede, ser han det ske i sprængte glimt fra lejligheden overfor hos den prostituerede Sorte Else.
Man kan roligt iværksætte hele apparatet af fortolkninger og analyser over for dette 20´er-tidsåndens sorte requiem og kildeskrift. I sit inderste væsen er romanen dog primært en indlevet skildring af en intellektuel alkoholikers kamp med sine dæmoner. Mens faldet begynder for Jastrau, drikker han hver nat sine anfægtelser væk på Bar des Artistes, især i selskab med den uudgrundelige og uhelbredeligt alkoholiserede Kjær, der som en beskadiget buddha sidder og ser til, mens tilværelsen går sin skæve gang udenfor.
Ved slutningen sidder Jastrau ved siden af "den evige Kjær." I lommen har han dog en billet til Berlin, hvor han måske vil finde sig selv igen. Om han nogen sinde kommer af sted, får lov at stå hen i det uvisse.
29355819
I ”Hærværk” lykkes alt for Tom Kristensen. Endog hans mest berømte og præcise digt står at læse her, hvor det tillægges Rimbaud-figuren Steffensen. Det kunne, uden at man ændrede ét ord, passere med direkte adresse til de moderne dilemmaer i et borgerkrigshærget Europa. Her finder romanen sin titel, og ”Angst” skal derfor stå som den sidste dobbelte sandhed om et af de store danske forfatterskaber i det 20. århundrede:
”Asiatisk i sin Vælde er Angsten./ Den er modnet med umodne Aar./ Og jeg føler det dagligt i Hjertet,/ som om Fastlande dagligt forgaar.
Men min Angst maa forløses i Længsel/ og i Syner af Rædsel og Nød./ Jeg har længtes mod Skibskatastrofer/ og mod Hærværk og pludselig Død.
Jeg har længtes mod brændende Byer/ og mod Menneskeracer paa Flugt,/ mod Opbrud som ramte Alverden/ og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.”
I 2014 kom det frem, at digtet ”Angst” i en tidlig kladde havde syv strofer, hvoraf de tre optræder som digtet ”Angst” i ”Hærværk”, og en anden strofe også optræder i romanen. De sidste tre har ikke før været kendt, og de tilføjer nu en ekstra dimension til læsningen af digtet. Arvingen efter en privat samler satte i januar 2014 det hidtil ukendte håndskrevne digt til salg på auktion, og Kristensen-kenderen Jens Andersen siger om fundet af de tre ekstra strofer: ”De strofer, vi ikke har kendt før nu, er et missing link, som peger direkte på et menneske, der i den grad var ved at gå hundene, fordi kunstneren og kritikeren sloges så vildt i ham. Hans velkendte livslange sjælelige drama ligger simpelthen gemt i hans rodede omgang med de syv strofer. Tre af dem kom hverken i avisen eller romanen, men havnede i hans kuffert. Jeg betragter dem som et lyrisk snapshot af Tom Kristensen selv”. (Jes Stein Pedersen: Tom Kristensen-kladde er pludselig dukket op. Politiken, 2014-01-17).
Her følger de nye strofer:
”Jeg har set paa de knækkede Stole/ som laa spredt i mit hærgede Rum,/ - og Bekendelsen skreg i mit Hjærte,/ skønt min Læbe var gnaven og stum.
Og - det skreg, det hysteriske Hjærte,/ og - det - gav al min Afmagt til Pris:/ Jeg har elsket de brændende Byer/ - og Orkaner med Skibes Forlis.
Jeg har set paa de splintrede Stole/ - der laa spredte som stumper af Vrag/ - og i naadeløs Klarhed blev blottet/ - af den gyldent forfalskede Dag.”