En kavaler i Spanien

Citat
”Det kolde Gus fra Sierra Nevada var kommet over os, og rystende, saa at Tobakken dryssede ud af Haanden paa mig, kuldskær og nervøs var jeg i en aaben Vogn kørt igennem Granadas mørke Gader. En skrigende Kusk. Heste med dinglende Bjælder. Knortede Zigeunerskikkelser, der paa Gadehjørnerne bøjede sig frem for at spejde. Store Skodder for Butiksvinduerne som i en By i Belejringstilstand.
”Granada”, ”En kavaler i Spanien”

Som han i 1939 skrev om August Strindberg, er det "enhver moderne digters skæbne, at der skal være myte om hans liv, for at hans værker kan holde sig," og Kristensen var aldrig blind for den populære mytes salgsargument.
Intetsteds mytologiseres der mere end i de rejseskildringer, som fra ”En kavaler i Spanien” (1926) til ”Rejse i Italien” (1950) tegner en tredje stor kurve gennem forfatterskabet.

Den rejsende fribytter vil dog mere end markere sig. Snarere søger Kristensen her en form, som forener dokumenterende prosa med den lyriske sansnings fortættede slag. Især i førstnævnte titel, hvor digte som lyriske indklip er vævet sammen med snart udadvendt causerende, snart indadvendt reflekterende episoder fra en sæson i Spanien, fremstår resultatet som en drømmende, meget personlig film.

20404728

I et gensyn med Spanien ”En omvej til Andorra” (1947) og i den klassiske afrundede ”Rejse i Italien” er det som dannelsesrejsende, digteren ønsker at fremstå. Især Italiensrejsen foretages med kraftig skelen til Goethes ”Italiensk rejse”, hvilket i højere grad end hudløsheden i ”En kavaler i Spanien”, føles som en maske. Kavaleren Kristensen anvender rejseskildringen som et laboratorium for sine æstetiske og erkendelsesmæssige eksperimenter.

For Kristensen er rejsen, det at udsætte sig selv for skiftende og ekstreme påvirkninger for derigennem at afprøve en skridende identitet, også en del af den konfrontationens strategi, han i et essay fra ”Mellem krigene” finder er grundvilkåret, ikke blot for ham selv, men for hele den "fortabte" efterkrigsgeneration: "Har der nemlig igennem de sidste 20 år ikke været andet standpunkt af finde, har der altid være den udvej at sætte sit eget Jeg ind på de voldsomme oplevelser, at konfrontere sig med livet, hvor det ytrede sig heftigst, og at konstatere reaktionerne i dette eget Jeg, som om det var den eneste sikre måler, som gaves. Og en konstatering af disse reaktioner må nødvendigvis blive bekendelse, ikke altid udtryk for ruelse, lige så ofte udtryk for et hasarderet forsøg på at være ærlig."

Det bliver da i de store romaner, at denne konfrontation for alvor udspiller sig.