”The Flamethrowers” fra 2013 (”Flammekasterne”, 2014) er Rachel Kushners anden roman. Hovedpersonen er en ung kvinde fra Nevada med en lidenskab for motorcykler og kunst, der ankommer til New York i 1970’erne. Hun medbringer et filmkamera og en tåget idé om, at hun vil lave en film om fart. Hun møder nogle excentriske kunstneregoer i Soho, som kalder hende Reno – navnet på hendes hjemby – og hun bliver kæreste med den 14 år ældre etablerede kunstner Sandro Valera. Han er søn af en stenrig italiensk gummidæk- og motorcykelproducent, Moto Valera i Milano, men han bruger en del tid på at lægge afstand til sin baggrund. Reno registrerer alt, hvad der foregår i en indre monolog, og det er gennem hende, læseren får beskrevet New Yorks kunstscene og Italien i 1970’erne.
Sandro forærer hende en Moto Valera og inviterer hende med til Italien, hvor hun møder hans rige familie, som holder en kølig distance til pigen. Da Sandro er hende utro, rejser hun videre til Rom, hvor hun bliver involveret i en aktivistisk venstrefløjsgruppe, De Røde Brigader, som er kendt for kidnapning og mord.
51612418
Romanen har ikke noget egentligt plot, men består af en række begivenheder og anekdoter. Sproget er billedrigt og poetisk i sine beskrivelser af mennesker, steder og stemninger. Romanen krydsklipper mellem den registrerende jegfortæller Renos beretning om alt, hvad hun er vidne til, og en tredjepersonskildring af Sandros fars deltagelse i Første Verdenskrig, hvor flammekasterne var en del af offensiven, futuristbevægelsen, fascismen og grundlæggelsen af familievirksomheden. I slutningen af romanen fortæller Sandro sin version om, hvordan han blev kunstner.
Reno registrerer og beretter i en indre monologform, og denne neutrale fortællestemme kan siges at fremhæve de andres historier. Det får Reno til at fremstå som passiv og observerende udadtil, mens det er alle andre omkring hende, der handler, taler og har meninger. Reno er vidnet, der binder historierne sammen.