K for Klara – Hjerteveninder

Citat
”Den nye pige, Julie, skal også starte på fritten. De følges derhen efter skole. Julie snakker meget. Hun har Rose under armen og fortæller, hvad hun synes om drengene i klassen. Hun gennemgår dem én for én. Klara går lidt bag dem og synes, det er irriterende at høre på. Hun har ondt i maven, og hun kan slet ikke huske, hvad de plejer at lave ...”
”K for Klara – Hjerteveninder”, s. 14-15.

Line Kyed Knudsens ”K for Klara” er en serie for 8-10-årige piger, og der er indtil nu udkommet 11 bind. Første bind hedder ”Hjerteveninder” (2012) og her møder vi Klara, som er hjerteveninde med Rose. Efter sommerferien begynder de i 3. klasse, og den nye pige i klassen, Julie, knytter hurtigt venskab med Rose. Klara bliver usikker, jaloux og ked af det, fordi hun ikke længere føler, at hende og Rose har et særligt venskab. I stedet er det som om, at Rose nu foretrækker Julie.

Klasselæreren bestemmer, at Klara skal sidde ved siden af Malou i klassen, men hende gider Klara ikke tale med. Rose og Julie er sammen efter skoletid, og deres forældre kender hinanden, så de tager alle sammen ud at bowle. Klara føler sig holdt udenfor. Rose fortæller også Klara, at hun alligevel ikke vil klæde sig ud som prinsesse til skolefesten, selvom de aftalte det før sommerferien. I stedet vil Rose være heks ligesom Julie. Klara står alene tilbage og må beslutte sig for, om hun overhovedet vil med til den skolefest eller blive hjemme. Klara beslutter med forældrenes hjælp at lave om på prinsessekjolen, så den får seje zig-zag-lyn, og det vækker positiv opmærksomhed til skolefesten, så pigerne lærer at være sammen i en gruppe i stedet for to og to.

29500800

”Hjerteveninder” er en letlæst bog med sort-hvide illustrationer, som meget præcist udtrykker de svære følelser, som opstår, når bedsteveninden pludselig finder en anden veninde. Klara oplever jalousi, vrede og sorg over at blive holdt udenfor, mens Rose og Julie danner en ny venindealliance.

Klara når i løbet af bogen frem til en accept af, at venskaber kan ændre sig, og hun lærer også, at man kan være veninder i en større gruppe. ”K for Klara”-serien tager udgangspunkt i yngre pigers hverdag og interesser, og vi følger Klara og hendes oplevelser med veninder, klassekammerater, drenge og forældre. Tematisk beskæftiger ”K for Klara”-bøgerne sig med bl.a. venskab, loyalitet, drenge, forelskelser, jalousi og venindeintriger.