Pigerne fra Nordsletten

Citat
“Forstanderinden smækkede døren op og skulede til pigerne, der alle stod ret ved siden af deres senge. Hun var gammel og tynd med en skæv pukkel på ryggen. Hendes øjne var små og sorte, og hendes hår var redt stramt tilbage i en knold i nakken. Når det var varmt, og hun svedte, delte hendes hår sig i en skilning og afslørede skaldede pletter i hendes hovedbund. Hendes fingre var lange og krogede og kunne tage godt fat i ens ører, hvis man var næsvis.”
“Pigerne fra Nordsletten”, s. 7.

Line Kyed Knudsens debutroman fra 2003, “Pigerne fra Nordsletten”, er en eventyrlig fortælling om de tre børnehjemspiger Sita, Maren og Anne og deres søgen efter en rigtig familie. Fortællingen tager sit udspring på børnehjemmet, og de rædselsfulde omgivelser, pigerne opvokser i, beskrives på malerisk vis.

Sita er fortællingens omdrejningspunkt. Hun er en intelligent pige, som trives bedst i selskab med bøger, hvor hun kan udforske den virkelighed, som forstanderinden ikke giver børnene indblik i. Hendes bedste veninde er Maren. En mystisk og næsten overnaturligt smuk pige, der blandt andre finurligheder kan tale med dyr. Hun og Sita er hjerteveninder og forestiller sig ofte, at de i virkeligheden er søskende, og at deres biologiske forældre en dag vil komme og hente dem. Den tredje pige, Anne, er den forfængelige type. Mens Sita og Maren var purunge, da de ankom til børnehjemmet, var Anne så gammel, at hun svagt husker sin biologiske familie. Sita og Maren har taget sig af hende, og på den måde er der opstået et ubrydeligt bånd imellem de tre piger. Et venskab, der er centralt for historiens udvikling, men også et tema, som følger Line Kyed Knudsen i hendes videre forfatterskab.

24574911

De tre pigers liv på børnehjemmet er fyldt med pinsler, og efter en vellykket flugt bosætter pigerne sig i en grotte i skoven. Der møder de kongedatteren Victoria, og trekløveret bliver for en tid til et firkløver. Selv om de klarer sig nogenlunde, slipper madforrådet op, og de må alle rejse mod Sofiabyen, som Sita har læst om i en bog. På rejsen gennemlever de mange situationer, der resulterer i, at Sita, Maren og Anne bliver adopteret af kong Platonius og dronning Magda. Men trods den pludselige tryghed og velstand lurer der stadig en uro i pigerne, der gerne vil finde deres ophav. De finder ud af, at de i virkeligheden stammer fra Nordsletten, og på trods af, at Nordsletten og Sofiariget gennem en årrække har ligget i krig, giver kongen til sidst trekløveret lov til at opspore deres forældre. Men det er ikke altid sådan, at det, man søger, også er det, man finder. Fortællingen afrundes med, at Maren finder sin mor, men alligevel bliver frygtelig skuffet. På den måde er pigerne stadig fyldt med spørgsmål og uro, men også stadig bedste veninder og hinandens familie.

Bogen er en velegnet oplæsnings- og læse-selv bog for de yngre læsere mellem 7 og 12 år. Historien spinder sig omkring følelsen af ikke at føle sig hjemme i sine omgivelser og om at savne sine forældre. Og så handler den ikke mindst om loyaliteten veninder imellem. Konger, dronninger, hofdamer, talende heste og ustyrlige trolde er nogle af de elementer, der driver fortællingen frem, og nok bliver historien spændende, men aldrig uhyggelig, og netop derfor kan de yngste læsere følge med.