Lilleputsamfundets farlige fortrængninger

Som allerede nævnt er rammen om Camilla Läckbergs krimier det lille skærgårdssamfund Fjällbacka på Sveriges vestkyst, hvor hun selv er opvokset. I sine romaner øser hun af egne erfaringer i miljø- og personskildringer, og hendes indgående kendskab til lilleputsamfundets typer og karakteristika bidrager således til en meget levende iscenesættelse af gerningsstedet Fjällbacka med dens provinsielle nid og nag, sladder, sekteriske religiøsitet, bornerthed og gensidige overvågning.

Fjällbacka er således en fremragende ramme om forbrydelsen. Det lille samfund kan ganske enkelt ikke ”rumme” alle de frustrationer, had og hævngerrighed, som før eller siden hober sig op indenfor de snævre rammer. Den provinsielle, småborgerlige moral byder folk at stoppe diverse skeletter så langt ind i skabene som muligt og feje alt snavs ind under gulvtæppet, men der er så at sige ikke plads i længden. Ligesom når en kedel koger. Bliver trykket for højt, springer ventilen af. Camilla Läckberg formulerer det selv således i et interview: ”Det er helt klart, at den lille by fungerer fantastisk som ramme for en krimi. I en lille by kan du ikke slippe væk, alle er så tæt på hinanden, at det faktisk må gå galt på et eller andet tidspunkt. I en lille by er der altid noget, folk skjuler for hinanden, fordi alle holder øje med alle. Det er det samme, der sker i reality-showet, hvor en hel nation sidder og overvåger nogle mennesker gennem tv’ et og computeren. Det har jeg brugt i ”Ulykkesfuglen”, hvor Fjällbacka er rammen om optagelserne af realityshowet ”Fucking Tanum”. Provinsbyen og realityshowet spejler hinanden – det er lukkede rum, fængsler, men udadtil prøver man at opretholde en idyllisk facade”. (BogMagasinet, nr. 6, 2008, s. 6-8).

Det er netop denne logik, Camilla Läckberg udfolder i sin Fjällbacka-serie. Mordene i hendes romaner udspringer af de forkvaklede familiestrukturer, der trives i et miljø, hvor overflade og udvendig, moralsk styrke dækker over ukontrollable drifter, magtesløshed over for tilværelsen, alkoholisme, religiøs fanatisme, selvhad og hævngerrighed hinsides enhver rimelighed. Tilsvarende er forbrydelserne i Camilla Läckbergs romaner ekstremt brutale og udspekulerede, og så meget desto voldsommere virker de, fordi de finder sted inden for rammerne af et samfund, der er indbegrebet af pænhed og korrekthed. Et samfund, der registrerer og væmmes ved alle små brud på normaliteten – men slet ikke ænser de virkelige forbrydelser, før det er for sent. Ligesom de nære relationer i den kollektive bevidsthed forbindes med tryghed, på samme måde figurerer det landlige lilleputsamfund et sted i den urbane bevidsthed som en oase af fred og ro, et sted, moderniteten aldrig har fået bugt med, og derfor opsøger vi det i vores ferier i nostalgisk jagt på det ægte og uspolerede.

Men intet paradis uden en slange, og Fjällbacka-idyllen har foreløbig vist sig leveringsdygtig i adskillige. Der er måske ikke så dejligt ude på landet som vi gik og troede – eller rettere, som vi ynder at bilde os ind, at der er. Men selvom Läckbergs krimier insisterer på at vise vrangsiden af det provinsielle glansbillede, forbliver forestillingen om idyllen i en vis forstand intakt.

Det faktum, at krimiplottet udfolder sig indenfor så snæver en ramme, som det gør i Fjällbacka-serien, betyder, at ”forbrydelsens element” i hver enkelt roman afdækkes fuldt og helt og dermed opløses. Alt bliver oplyst, retfærdigheden sker fyldest, og der er ikke noget, der undslipper det provinsielle, familiære, lukkede kredsløb. Forbryderen er en ener, der handler på egen hånd, han eller hun er ikke del af et større, uoverskueligt netværk, men er drevet af personlige, ofte meget følelsesladede rationaler. Når vedkommendes ugerning først er afsløret er gåden endegyldigt løst, lilleputsamfundets organisme er helbredt for en ubehagelig svulst, og sygdommen har ikke bredt sig. I den forstand genoprettes forestillingen om det landlige samfunds grundlæggende uforanderlighed midt i en kaotisk verden af uoverskuelige netværk og grumsede fjendebilleder.

Hvor storbyens og den globaliserede verdens kriminalitet udmønter sig som genkommende symptomer på den samme uhelbredelige sygdom – symptomer, der for en tid, det vil sige i løbet af den enkelte roman, kan slås ned, men ikke udryddes endeligt – er det provinsielle samfunds ondskab chokerende grum, men kommer altid til udtryk som et enkeltstående tilfælde, der med lidt snilde og kløgt kan fjernes fra jordens overflade.