Dage med galopperende hjertebanken

Citat
”Det er et tilfælde, at jeg blev forfatter og ikke gartner, tænker jeg, når jeg ser kvinden, der går foran mig, rive grus.”

”Dage med galopperende hjertebanken”, s. 136.

En stressramt forfatter skriver på fem uger en bog, udført i en hektisk skrivning, der strømmer gennem forfatteren og over siderne. Teksten bliver til ”Dage med galopperende hjertebanken”, som Maja Lee Langvad udgav i 2017, og det er nærliggende at læse forfatteren selv ind i bogens forfatterkarakter.

Bogens små afsnit er længst i bogens begyndelse og helt korte til slut, hvor de ofte kun består af en enkelt sætning. Formen mimer dagbogen med beskrivelser af daglige gøremål med rengøring, gåture og skrivning, og den mimer poetikken med refleksioner over det at skrive, at være forfatter og hvad litteraturen kan. Der er indlejret citater af blandt andre Suzanne Brøgger, Marguerite Duras og svenske Mara Lee.

52921155

Motor i teksten er henvendelsen til et kvindeligt du, som fortælleren er forelsket i, men ikke kan se, fordi hun er stresset. Kvinden bor i Malmø og forstår ikke dansk, men alligevel – eller derfor – skrives teksten til hende, som ikke vil kunne forstå den. ”I skriften kan jeg skabe et rum, hvor jeg kan tale til dig, og selvom du ikke kan tale til mig, er det bedre end ingenting”, står der om den skriftlige nærhed på side 8.

Fortælleren reflekterer over arbejdet med sin tidligere bog ”Hun er vred”, som tog syv år at skrive, og som krævede så meget publicity af hende, at hun gik ned med stress. Hun har taget afstand til det adoptionskritiske miljø, hun var del af og regner sig selv som en anden end den forfatter, der skrev ”Hun er vred”, og hun er en anden, når hun er offentlig persona, end når hun skriver hjemme i lejligheden. Hele det mediecirkus, som det forventes, at forfattere tager del af, afviser hun, først som en nødvendig følge af stressen, senere som et aktivt valg. Hun bliver nødt til at løsrive sig fra sin selvfortælling og sin tidligere forfatteridentitet for at kunne være til og fortsætte forfatterskabet.

”Dage med galopperende hjertebanken” er en bog om forelskelse og om at leve med og helbrede sig selv for stress, om stille dage og aflyste engagementer. 

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Dage med galoperende hjertebanken"