I 2014 udgav Maja Lee Langvad to bøger, hvoraf den ene, ”Find Holger Danske Appendix”, er en direkte opfølger på debuten. Den fungerer som appendiks og arbejder videre med de samme greb, som i ”Find Holger Danske”.
På første side er et af de samme adoptionspapirer, som vi så i ”Find Holger Danske” optrykt, og ved første øjekast ser de identiske ud. Ved grundigere eftersyn kan man se, at datoerne for barnets ankomst til børnehjemmet er ændret fra 23. januar til et spørgende 27.? januar, og at forældre ikke længere er anført som ukendte men med deres koreanske navne. Disse ændringer har Maja Lee Langvad kunnet lave efter at have talt med sine biologiske forældre, der har udlagt deres fortælling om adoptionen. Disse få ændringer tilfører hendes oprindelse en ny dimension og understreger, hvor konstrueret hendes – og alles – identitet er.
51103033
De mange sekvenser med 20 spørgsmål ligner spørgsmålene fra forgængeren, men er nu stillet efter hun har lært sin biologiske familie at kende. Spørgsmålene udspringer af den viden, der formidles i ”Hun er vred”, hvorved forfatterskabets tre første bøger væves tæt sammen.
Spørgsmålene om tabuiserede emner og skamfulde følelser tvinger læseren til at åbne øjnene for de intrikate menneskelige forhold, adoption afføder. Langvad har en meget elegant måde at stille komplicerede spørgsmål på ved ikke at fordømme nogen men i stedet anerkende kompleksiteten i følelser, kultur, familie osv.
Bogen er illustreret med en række fotos af forfatteren sammen med hendes biologiske forældre. De er iført ens cowboyhatte og røde veste og poserer på flere af billederne på heste. Der er ingen forklaringer eller kommentarer til billederne, der fremstår nøgent i deres lidt akavede fremstillinger af en sammenbragt familie. Middelklassedanskeren er på besøg hos den koreanske arbejderfamilie.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Find Holger Danske Appendix"