Baggrund

Citat
”Hver gang jeg har fået over et kilo/ for meget hård hud på sjælen/ af at stå på hovedet og se bange ud/ og læse avis og være alene// – lyder der fem mågeskrig over byens tage/ efterfulgt af en krages hæse kalden./ Så ved jeg/ at nu skal jeg på den igen,/ sjælehårdhudsafskrælningskuren.”
”Portrættegneren der ville være på højde med det uafklarede”, s. 63.

Marianne Larsens ivrige interesse for litteratur kan spores tilbage til barndommens Kalundborg, hvor hun ved sengetid aften efter aften fortalte opdigtede godnathistorier for sine to brødre. Betagelsen af føljetonfortællinger og senere romantiske ugebladshistorier overgik – da hun kom i gymnasiet – til en hovedkulds fascination af Shakespeares dramaer og nyere, dansk poesi som Hans Jørgen Nielsen, Inger Christensen og Cecil Bødker. Efter studentereksamen flyttede Larsen fra provinsen til København for at læse på universitetet. Gennem studierne på kinesisk stiftede hun bekendtskab med den samfundskritiske digter Lu Xuns lyrik, som hun oversatte fra kinesisk til dansk. Digtene udkom i 1976 med titlen ”Ukrudt”.

Allerede i 1969 havde Larsen fået sine egne digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. Siden fulgte den reelle debut med ”Koncentrationer” i 1971 på Borgens forlag, og op gennem 1970'erne og 80'erne udgav Larsen en til flere digtsamlinger om året. Digtene – om de er længere prosadigte eller helt smalle, haiku-inspirerede øjebliksbilleder – er skrevet i et karakteristisk nærværende sprog, der også besidder en stor portion humor og et politisk engagement. Larsen har også medvirket i kollektive udgivelser og diverse litterære, venstreorienterede aktiviteter.

Det ensomme individ i det kyniske samfund er et tilbagevendende motiv. Også i romanserien om Bodil, der er en skildring af den samfundsmæssige udvikling i Danmark i de sidste årtier af det 20. århundrede. Fra Bodils opvækst i 1950'ernes Kalundborg til belysningen af en alternativ familiestruktur i halvfemsernes København.

Larsens bibliografi favner bredt og er en verden for sig af genrer og tekster, der knap lader sig genrebestemme. Som hun selv udtrykker det: ”Skriften udvikler sig hele tiden. Jeg har ikke pludselig en dag en skrift, og en måde at udtrykke mig skriftligt på, der forbliver den samme resten af livet,” (Marianne Larsen: Børnelærdom. Borgen, 1997).