marianne larsen
Foto: Klaus Holsting

Marianne Larsen

cand.mag. Louise Rosengreen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
marianne larsen
Foto: Klaus Holsting
Main image
Larsen, Marianne
Foto: Mogens Ladegaard / Scanpix

Indledning

Med en særskilt sproglig bevidsthed har Marianne Larsen skrevet over fyrre digtsamlinger. Selv ser hun sit forfatterskab som en lang fortløbende proces, hvor den ene bog er en forudsætning for den næste. Denne proces tager sit udspring i en klaustrofobisk, surrealistisk drømmeskrift, men udvikler sig til kritik af magtsprog, til feminisme, til forsvarsskrifter for de syge, ensomme og udsatte, og videre derfra. Det er den stærke sociale nerve, som er kernen i forfatterskabet. De enkelte bøger præsenterer et alsidigt genrevalg og benytter varierende teknikker, også inden for det enkelte digt. Intet er givet på forhånd. Forandring er mulig, og håbet stråler i mange retninger.

54955405

Blå bog

Født: 27. januar 1951 i Kalundborg.

Uddannelse: Litteraturvidenskab og kinesisk på Københavns Universitet.

Debut: Koncentrationer. Borgen, 1971.

Litteraturpriser: Emil Aarestrup Medaljen, 1983.HKs Kulturpris, 1987. Beatrice-Prisen, 1989. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1989. Danmarks Biblioteksforenings Forfatterpris, 1991.

Seneste udgivelse: Sviml ud. Gyldendal, 2018. Digte.

Inspiration: Lu Xun, Franz Kafka, Bob Dylan, Inger Christensen m.fl.

 

 

 

 

Hør Marianne Larsen læse digtet Svingninger fra digtsamlingen "Og tiden i vild tilstand mod min hud".

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hver gang jeg har fået over et kilo/ for meget hård hud på sjælen/ af at stå på hovedet og se bange ud/ og læse avis og være alene// – lyder der fem mågeskrig over byens tage/ efterfulgt af en krages hæse kalden./ Så ved jeg/ at nu skal jeg på den igen,/ sjælehårdhudsafskrælningskuren.”
”Portrættegneren der ville være på højde med det uafklarede”, s. 63.

Marianne Larsens ivrige interesse for litteratur kan spores tilbage til barndommens Kalundborg, hvor hun ved sengetid aften efter aften fortalte opdigtede godnathistorier for sine to brødre. Betagelsen af føljetonfortællinger og senere romantiske ugebladshistorier overgik – da hun kom i gymnasiet – til en hovedkulds fascination af Shakespeares dramaer og nyere, dansk poesi som Hans Jørgen Nielsen, Inger Christensen og Cecil Bødker. Efter studentereksamen flyttede Larsen fra provinsen til København for at læse på universitetet. Gennem studierne på kinesisk stiftede hun bekendtskab med den samfundskritiske digter Lu Xuns lyrik, som hun oversatte fra kinesisk til dansk. Digtene udkom i 1976 med titlen ”Ukrudt”.

Allerede i 1969 havde Larsen fået sine egne digte trykt i tidsskriftet Hvedekorn. Siden fulgte den reelle debut med ”Koncentrationer” i 1971 på Borgens forlag, og op gennem 1970'erne og 80'erne udgav Larsen en til flere digtsamlinger om året. Digtene – om de er længere prosadigte eller helt smalle, haiku-inspirerede øjebliksbilleder – er skrevet i et karakteristisk nærværende sprog, der også besidder en stor portion humor og et politisk engagement. Larsen har også medvirket i kollektive udgivelser og diverse litterære, venstreorienterede aktiviteter.

Det ensomme individ i det kyniske samfund er et tilbagevendende motiv. Også i romanserien om Bodil, der er en skildring af den samfundsmæssige udvikling i Danmark i de sidste årtier af det 20. århundrede. Fra Bodils opvækst i 1950'ernes Kalundborg til belysningen af en alternativ familiestruktur i halvfemsernes København.

Larsens bibliografi favner bredt og er en verden for sig af genrer og tekster, der knap lader sig genrebestemme. Som hun selv udtrykker det: ”Skriften udvikler sig hele tiden. Jeg har ikke pludselig en dag en skrift, og en måde at udtrykke mig skriftligt på, der forbliver den samme resten af livet,” (Marianne Larsen: Børnelærdom. Borgen, 1997).

 

Koncentrationer

”(…) fordi De er her er ordene til, i lange kæder, række på række, hvori dog ikke findes parallelitet eller sammentræf, hvor farver der dækker hinanden, skinner igennem hinanden med stemmer.”
”Koncentrationer”, s. 6.

Marianne Larsen debuterede i 1971 med ”Koncentrationer”, der består af tolv kortere, lyriske prosatekster og ni digte. Teksterne har det til fælles, at den almindelige logik er sprængt i stykker, og tilsammen skaber de et surrealistisk rum, hvor man aldrig ved, hvad man kan forvente. Surrealismen, der som kunstretning opstod i Paris i 1920'erne, var i særdeleshed inspireret af Sigmund Freud og den psykoanalytiske drømmetydning. Man ville give det ubevidste en stemme og undersøge drømmenes anderledes og irrationelle orden.

I prosateksten ”Gæsten og huset og kvinden” besøger jeget et hus, der burde være tomt, men viser sig beboet af en kvinde. Kvinden har varme hænder og kan høre alt, hvad jeget forestiller sig. De to prøver at kommunikere, men deres intentioner krydses. De kan hverken nå eller forstå hinanden. Eksempelvis forsøger jeget at spille en Haydn-ouverture på en skrivemaskine, hvorefter kvinden skruer jegets fingre af. Jeget forlader huset, hvorefter huset er forsvundet, men ved at følge en natsværmer finder jeget alligevel tilbage til huset og kvinden. Handlingen er drevet frem af gentagelser. Teksten er en sproglig labyrint, der tematiserer det at finde ind og ud af drømmenes, fantasiens og sindets mærkelige verdner.

I digtene bryder sætningerne med grammatikkens regler. Linjer kædes sammen med ’hvor’, ’og’, ’men’ og ’som’, uden at det nødvendigvis skaber en logisk struktur på indholdet. Ordklasser bytter plads. ”et eventyr hvidt” hedder det for eksempel i digtet ”atter her i et rum …”, hvor erfaringen og erindringen af et rum udvikler sig til spredte, abstrakte sansninger af natten og dens drømme. Himlen, lys og roser indgår, men er aldrig statiske elementer. Figurer æltes, drømmebilleder og blomster pulserer. Tid og rum er alt andet end kendte, målbare størrelser, men til trods for at digtet peger på at tiden (og hermed livet) er uoverskueligt og udenfor rækkevidde, ender det alligevel i en form for optimisme og med et håb for fremtiden.

 

Cinderella

”naturskønne områder fredes/ ubeboet/ det er betingelsen/ naturskønne kvinder fredes/ upolitisk/ det er betingelsen”
”Cinderella”, s. 29.

Marianne Larsens ”Cinderella” er en lille digtsamling fra 1974 på 26 digte, der er skrevet i en samfundskritisk tone. Flere af digtene er polemiske portrætter af kvinder – en gammel kone, en syg pige eller en træt bartender. Sympatien for de skrøbelige, nedslidte og desillusionerede kvinder bevirker, at digtene samtidig står som politiske bidrag til en debat om kvindens plads i samfundet, i hjemmet og hendes forhold til og kontrol over egen krop. Som kvindekamp. Men selvom kvinders behov for ligestilling er centralt i digtsamlingen, er ensomheden en lige så markant tematik. Der er en sårbarhed og en sproglig bevidsthed, der gør ”Cinderella” til andet end propaganda.

Tre af digtene har titlen ’prosa’. Disse prosadigte minder om løsrevne tanker, i og med at linjerne er stillet op som selvstændige sætninger, hvor hver enkelt afsluttes med tre prikker i stedet for et punktum. Dette formgreb medfører, at ’prosa’ens indhold læses som en tøven eller som en tænken. Teksten føler sig frem. Usikkerheden er også omdrejningspunktet i indholdet, f.eks. i den første ’prosa’-tekst, hvor en kvinde er til fremvisning af en lejlighed. Hendes længsel efter menneskeligt samvær er kvælende, men i den aktuelle situation kan hun ikke andet end at støde ejendomsmægleren fra sig. Hendes adfærd skræmmer ham ind i lejlighedens fjerneste hjørne.

Tre andre digte har titlen ’anonym’ og adskiller sig fra resten af samlingen dels ved at være skrevet på engelsk og dels ved håbefuldt at besynge kærligheden. I digtet ’parlør’ sættes der spørgsmålstegn ved, at vi som mennesker er kommet hinanden nærmere, fordi vi er gået væk fra at bruge den sproglige høflighedstiltale De. Dette bruges til at påpege den sociale ulighed: De rige og de fattige lever stadig langt fra hinanden, selvom brugen af de personlige stedord ændrer sig. ”Cinderella” er et lyrisk klasse- og kønskampsskrift. 

Hvor du er

”tiden går ud/ som en lysreklame/ noget er sprunget i”
”Hvor du er”, s. 42.

Digtene i Marianne Larsens ”Hvor du er” fra 1987 er overvejende helt små og korte. En verselinje består oftest af et enkelt eller to ord. Der er ingen tegnsætning og kun små bogstaver. Princippet med at så få ord som muligt skal kunne udtrykke det maksimale, er den japanske digtform haiku-digtets primære. Et klassisk haikudigt består af tre vers af hhv. fem, syv og fem stavelser. Larsens digte underkaster sig ikke denne formel, men målsætningen om at formidle filosofiske ideer i helt små tekstenheder er fremtrædende i ”Hvor du er”.

Et andet gennemgående træk er en henvendelse til et du, et greb der normalt bruges i kærlighedsdigte, når et jeg henvender sig til en elsket. Det synes ikke at være tilfældet i ”Hvor du er”. Duet kan ligeså vel læses som et distanceret selv: Et jeg der ser sig selv på afstand og taler til sig selv i anden person. Det er den gennemgribende ensomhed og tomhed, der motiverer læsningen af duet som et jeg, der taler til sig selv. Eksempelvis i digtet ”læbernes bevægelse mod knæene …”. Her skildres duet siddende sammenkrympet med hovedet mellem benene. Kroppen er en krop, der lukker sig om sig selv, ligesom teksten lukker sig om sig selv. Knæene indleder og afslutter den ene strofe, digtet består af. Duet kalder og hvisker navne, men ingen svarer eller reagerer. Duet forbliver en krop, der fysisk har slået knuder på sig selv og er efterladt med og til sig selv.

Der er en ro og en salighed, der giver samlingen en melankolsk klang. Denne udfordres dog af en varig bevægelse, som i digtet ”du køber en avis …”, hvor duet efter hver strofe ”går videre”. Små livstegn, som for eksempel fuglenes sang, sneen i vinden eller det øjeblik, hvor en lyskegle fra en lommelygte oplyser en detalje i et landskab, leder tankerne hen på steders foranderlighed. Blæst, blade, marker, mure. Der hvor du er, er aldrig et punkt. Det er en retning, der ikke lader sig indfange.

 

Lille dansk sindsjournal

”danskerne ønsker aktindsigt i håb/ om et eller andet sted i registreringen/ af deres liv og færden// i journaler/ i sagsmapper/ i filer// at støde på formuleringen:/ typisk tilfælde af genial kærlighed”
”Lille dansk sindsjournal”, s. 5.

Under hver deres romertal står de 51 digte, som udgør Marianne Larsens ”Lille dansk sindsjournal” (1998). Som titlen antyder, er det den danske befolkning og deres aktuelle mentale tilstand, der er fællesnævner for digtene. De er skrevet med en sådan distance, som holder forfatteren digtene ud i strakt arm, at det fremmedgjorte liv, der oplyses fra forskellige vinkler, fremstår som en fremtidsdystopi. En undtagelse er dog digtet XXXIV, hvor det at afvige fra en norm er drivkraft. Alle påskeliljer springer et år ud på samme tid: ”det var den blødeste eksplosion/ danskere nogensinde havde oplevet”.

22072552

Fællesbetegnelsen ’danskere’ bruges konsekvent og markerer en kynisme. Overvågning er mere udbredt end omsorg. Håb er noget, der blæser i vinden, og vejret er et program, man ser i fjernsynet. Kærligheden er en lige så eksotisk størrelse som naturen, der mest trænger sig på ved årstidernes karakteristika, men selv sneen er en fjernsne og solen til låns. Årstiderne optræder i flere af digtene, og alderdom, eller mere overordnet tiden, er et centralt tema. Det, der definerer den enkeltes alder og erfaring, er tilsyneladende, hvor mange gange vedkommende har ledt efter en plads til sin bil i en parkeringskælder.

Den ubestemte benævnelse af ’danskere’ og flere selvopfundne ord eller nye måder at sætte ord sammen på er med til at forstærke afstanden mellem menneskene helt ind i sproget. De er fjerndanskere med legetøjsgudebilleder i fjernhjem, hvis kontakt med hinanden foregår via farvestrålende glasbilleder i ugeblade eller som tilfældige forbipasserende i tilværelsens hektiske fravær. De er patienter i det sygehusvæsen, vi kalder det danske samfund. I flere af digtene bruges gentagelsen som et virkemiddel til at underbygge, at intet ændrer sig, at udviklingen står i stampe. Andre steder gentages ord og linjer til at skabe en ramme om det enkelte digt. I digtet XLVI, hvor linjen ’når de er sammen’ både indleder og afslutter, skildres menneskers forfejlede forsøg på at indgå i kærlighedsrelationer. Når de er sammen, er de netop ikke sammen. Fraværet er allestedsnærværende. Digtets budskab synes da også at være samlingens: At det er sygeligt ikke at turde leve i nuet og elske betingelsesløst.

Den forelskede unge

”Hun ser lige op i hendes øjne. Hvad er det nu de betyder, de øjne. Det er på amerikansk, det der er i øjnene. Det, som smiler og stråler ud til alle sider.”
”Den forelskede unge”, s. 15.

I 2007 udgav Marianne Larsen romanen ”Den forelskede unge”. Det er en barndomsskildring, der foregår i landlige omgivelser et uspecificeret sted på Sjælland. Hovedpersonen er den 5½-årige pige, der af de voksne omtales enten som ’ungen’ eller ’datteren’. Ungen bor i Bomhuset sammen med forældrene Anders og Rimor, storebror Verner og lillebror Lars – eller Venne og Lillas, som de hedder i ungens verden. Og det er netop ungens perspektiv, der er det stilistiske særtræk ved ”Den forelskede unge”. Historien fortælles, eller rettere sanses, af ungen. Det er gennem den femåriges tanker, øjne og ører, at læseren får begivenhederne præsenteret: Mødet med morbror Jens og hans kone fra Amerika, mødet med de store drenge i shorts der stjæler en gammel mønt, mødet med den nye pige og hendes saks mv. Små hverdagsepisoder der i ungens univers er overvældende, spændende men også uforståelige.

27010571

Romanen er ekspressionistisk i og med, at det er det indre, i dette tilfælde ungens tanker, der er udgangspunktet for fortællingen. Hendes indre følelser farver og påvirker hendes reception af omgivelserne. Virkeligheden forvrænges, som når pigen glæder sig, til det skal blive aften, og for at få tiden til at gå prøver at tælle så langt og længe hun kan. Hun bliver helt rundtosset, hvilket fremgår direkte af teksten, der også roder rundt og på den måde markerer forventningens glæde – eller retter rastløsheden – ved at opløse tyngdekraften og almindelig logik.

Romanens ramme er et enkelt døgn. Det præciseres ikke, men flere ting tyder på, at det er en dag i midten af det 20. århundrede. Bompenge, dilettantteater og andre ord optræder og fungerer som tidsmarkører. Det er et barndomsunivers i en forgangen fortid. Hvert kapitel indledes med en vignet, som i forskellige variationer af sætningen ’X kaster sit første strålende slør ind over hende ved mødet med Y’ præsenterer hvad og hvem, der er i fokus i det kommende kapitel. Hvem der er målet for ungens forelskede blik. Ungen er forelsket i alt det nye, hun møder i løbet af sådan en dag. Hun er stærkt betaget og oprigtig nysgerrig.

 

Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale

”jeg var alene og lod som om/ jeg kiggede videre/ på ingen verdens ting/ der ville komme til sig selv/ ved endestationen”
”Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale”, s. 20.

I 2011 markerede Marianne Larsen sit 40 års jubilæum som forfatter med bluesdigtet ”Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale”. Ordene står fordelt på siderne, så verselinjerne ligner trappetrin, der skrider nedad med læseretningen. ”selv når/ ordene her mindede/ mere om andre/ ord/ end om noget andet” er et refræn, der gentages undervejs. Gentagelsen er også karakteristisk for de ni digte, der bryder hovedstrømmen ved at have en anderledes opsætning. Her er leget med skriftstørrelsen, så udsagn som ’Business Angels-Play Dead’ og ’dancing in the age of nowhere nowhere’ vokser frem på siden og ud i hovedet på læseren. 

28753942

Digtets jeg definerer sig selv som et blåblikket væsen, der beskuer verden med skeptiske briller. Ligesom at bluesmusikken var slavernes middel til at udtrykke deres elendige sociale vilkår og arbejdsforhold, bruger Larsen lyrikken til at påpege uretfærdighed, forstillelse og falskhed. Den vestlige verden – eller ’jordens skævt hængende venstre mundvig’, som det hedder i digtet – påvirker jeget og det mestendels negativt. Jeget har et kritisk syn på sine omgivelser og medmennesker: Landbruget er kommet på museum, landskabet er et handelslandskab, og identitet er noget, man tager på sig som en frakke bestilt via postvæsenet. Mennesker spiller roller, og virkeligheden ligner mere en teaterforestilling end noget andet. Drøm og virkelighed smelter sammen, og heller ikke mørket er en entydig størrelse. Hverdagen inkluderer den teknologiske udvikling, der er repræsenteret ved sms-beskeder, smileys og computere.

Stemningen er modløs og melankolsk, men i sproget blomstrer fantasien og opfindsomheden. Larsen giver nyt liv til sproget ved at skabe nye ord. Ved at sætte ord sammen dannes nye og overraskende betydninger: sønderforvåget, tilbudsbetændelser, sjælestalkers, fortovskode, ønskemennesker og smadderhjertebankende. Med andre ord ord, der ikke minder om dem, vi almindeligvis hører og bruger.

 

Hændelser i stresset melankoli

”læbe/ læber/ læbeste/ labyrint”

”Hændelser i stresset melankoli”, s. 69.

I 2015 udgav Marianne Larsen digtsamlingen ”Hændelser i stresset melankoli”, som består af 69 digte, hvoraf flere hedder det samme. ”Love-on” er f.eks. titlen på hele syv digte, og i det første af disse er det også navnet på et møntvaskeri befolket med excentriske eksistenser og absurde begivenheder. Love-on associerer hippietidens fællesskab med fredeligt samvær, meditation mm, og samtidig fremstår det som Larsens eget begreb for en omsorgsfuld, inkluderende kærlighed. Denne forlængede næstekærlighed er nemlig karakteristisk for den måde, digtene forsvarer udsatte, ensomme og gamle mennesker på.

51529839

Død, alderdom, tiden og dens gang optræder i mange af samlingens digte, men ofte er perspektivet vendt på hovedet, og ved bl.a. at skifte fra det konkrete til det abstrakte opløses den kendte referenceramme. Alt er skævt, surreelt eller komisk, og digtene skaber hermed deres egen logik. I samlingens længste digt, den prosalyriske anekdote ”Med posten”, er en gammel fredsaftale fra 1400-tallet blevet sendt til jeget på papyrus uden porto. Pga. de hundrede af års forsinkelse er det ikke muligt at finde frem til afsenderen, og den tilsendte fred, der ville have ændret alt, ender uforløst for enden af en telefonisk supportlinje. Den gammeldags brevskrivning og moderne kommunikationsteknik kontrasteres, men i begge tilfælde går budskabet tabt.

Under flere af digtene har Larsen vedhæftet forskellige fragmenterede verselinjer i kursiverede versaler. Som en art ”breaking news” bryder de med digtsamlingens ellers klassiske struktur og stresser læsningen. Tonen i digtene er underspillet og kølig, til tider humoristisk, mens indholdet som titlen antyder er melankolsk. Den sproglige opfindsomhed og aparte grammatik gør, at melankolien aldrig bliver sentimental.

Det korte digt ”Læbegrammatik” er en slags poetikremse, hvor den grammatiske bøjning af læbe forskydes til en labyrint. Hos Larsen er sproget en labyrint af betydninger og muligheder, og digtene blander et distanceret blik på hverdag og samfund med et elskende, aldrende, ensomt centrallyrisk jeg. 

Genrer og tematikker

Larsen er en stor modstander af den måde, sprog kan bruges til at udøve magt, og mange af hendes tekster drejer sig derfor om at udstille og afsløre dette magtsprog. Undertrykkelse i mange forskellige former problematiseres i forfatterskabet, der rummer en enorm empati for samfundets svageste – dem der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv, falder ved siden af eller stikker ud. Et centralt aspekt i forfatterskabet er altså civilisationskritikken, men omvendt indeholder de mange digte, prosastykker, kortprosatekster, romaner, genrehybrider og teksteksperimenter også mere opmuntrende kategorier som for eksempel kærlighed, omsorg og den barnlige nysgerrighed. Naturen besynges, og planter, dyr og vejrfænomener indgår ofte som kontrast til den kolde, golde verden. Fravær – nærvær er et kontinuum, indenfor hvilket digtene fungerer.

I Larsens poesi myldrer det med neologismer, dvs. sproglige nydannelser. Hun har en hel særlig evne til at danne nye ord som for eksempel sjælehårdhudsafskrælningskuren. Neologismerne er mange gange sprogligt så finurlige og opfindsomme, at de er morsomme. Så selvom tematikken i Larsens litteratur ofte er dyster, er hun på samme tid en både sjov og fantasifuld forfatter.

Marianne Larsen skriver om ensomhed. Hun skriver om det isolerede menneskes kamp, om tomhed og om meningsløshed. Hun skaber kliniske og følelsesforladte rum, som afspejler det forfejlede, højteknologiske, kapitalistiske samfund. Et billede, som optræder i mange af Larsens digte, er det hvide eller hvidhed, men det er svært at sige entydigt, hvad denne hvidhed egentlig er et billede på. ”Ofte synes billedet at angive isolation, usynlighed, forsvinden, meningstomhed og fremmedhed, men samtidig kan det også betegne nærvær, tilsynekomst og livsfylde, ja, det kan ligefrem betegne det, der skaber sammenhæng.” skriver Knud Bjarne Gjesing i kapitlet om Marianne Larsen i ”Danske Digtere i det 20. århundrede” (Knud Bjarne Gjersing: Marianne Larsen. Gads forlag, 2000). På en måde kan man sige, at hvidheden opsummerer de mest typiske tematikker i Larsens forfatterskab.

Beslægtede forfatterskaber

Peter Laugesen er måske den danske digter, det giver bedst mening at sammenligne Marianne Larsen med. Ud over at dele forlag, tidligere Borgens forlag og nu Gyldendal, har begge forfattere et overvældende, nærmest uoverskueligt, bagkatalog. Måske hænger denne produktivitet sammen med deres fælles opfattelse af skrivningen som en uudtømmelig, uafbrudt proces. Det er både urimeligt og umuligt at generalisere disse omfattende livsværker. Til fælles har de dog en forkærlighed til sproget og et vedvarende politisk engagement. I begges lyrik optræder der, på tværs af tid, en umiskendelig solidaritet med verdens svageste og en venstreorienteret skepsis overfor kapitalismen. Begge forfattere skifter uregerligt mellem billedrige, fyldige associationer og den helt ordknappe, stramme, haiku-inspirerede form. Et eksempel på det sidste er Laugesens ”De sagde hans hund havde lopper” fra 2010.

Kritik af bureaukratiske systemer og magtstrukturer er noget, den tysksprogede, jødiske forfatter Franz Kafka i særdeleshed er blevet synonym med. Flere af Marianne Larsens prosadigte og kortprosatekster har noget grotesk og kafkask over deres udstilling af det absurde, det hule og falske i samfundet. Villy Sørensens debut ”Sære historier” fra 1953, står ligeledes i gæld til Kafka, og centralt i Sørensens historier står det fremmedgjorde individ i det moderne samfund. Denne tematik, samt humoren, deler Villy Sørensen med Larsen.

Det at lade et enkelt døgn være rammen for en fortælling, som Marianne Larsen gør det i ”Den forelskede unge“, er et greb, den engelske, modernistiske forfatter Virginia Woolf brugte i sit klassiske værk ”Mrs. Dalloway” fra 1925.

I nyere, dansk litteratur har både Christina Hesselholdt og Lone Hørslev ligeledes brugt døgnet til at indkapsle en familiehistorie i landlige omgivelser i hhv. ”I familiens skød” (2007) og ”Sorg og camping” (2011).

Bibliografi

Digte

Larsen, Marianne:
Koncentrationer. Borgen, 1971.
Larsen, Marianne:
Overstregslyd. Borgen, 1972.
Larsen, Marianne:
21 digte. Jorinde & Joringel, 1972.
Larsen, Marianne:
Ravage. Sommersko, 1973.
Larsen, Marianne:
Noget tegnet syv gange. Jorinde & Joringel, 1973.
Larsen, Marianne:
Billedtekster. Borgen, 1974.
Larsen, Marianne:
Cinderella. Swing, 1974.
Larsen, Marianne:
Sætninger. Forening for Boghaandværk, 1974.
Larsen, Marianne:
Fællessprog. Swing, 1975.
Larsen, Marianne:
Modsætninger. Borgen, 1975.
Larsen, Marianne:
Handlinger. Borgen, 1976.
Larsen, Marianne:
Det må siges enkelt. Swing,1976.
Larsen, Marianne:
Aforismer. Edition After Hand, 1976.
Larsen, Marianne:
Hvem er fjenden? Borgen, 1977.
Larsen, Marianne:
Under jordskælvet i Argentina. Swing, 1978.
Larsen, Marianne:
Det kunne være nu. Borgen, 1979.
Larsen, Marianne:
Hinandens kræfter. Borgen, 1980.
Larsen, Marianne:
Der er et håb i mit hoved. Borgen, 1981.
Larsen, Marianne:
Bag om maskerne. Borgen, 1982.
Larsen, Marianne:
I dag og i morgen: digte (ikke kun) for unge. Dan-bog, 1983.
Larsen, Marianne:
Kære levende. Borgen, 1983.
Larsen, Marianne:
Udvalgte digte 1969-82. Borgen, 1983.
Larsen, Marianne:
Direkte. Borgen, 1984.
Larsen, Marianne:
Pludselig dette. Borgen, 1985.
Larsen, Marianne:
De andre, den anden. Borgen, 1986.
Larsen, Marianne:
Hvor du er. Borgen, 1987.
Larsen, Marianne:
I timerne og udenfor. Klim, 1989.
Larsen, Marianne:
En skønne dag. Borgen, 1989.
Larsen, Marianne:
Giv bare kærligheden skylden. Café Victor, 1989.
Larsen, Marianne:
Lysende kaos (sammen med Pernille Tønnesen). Roskilde Bogcafé, 1990.
Larsen, Marianne:
Fri stil – Fantomtid. Borgen, 1991.
Larsen, Marianne:
Via Media (sammen med Pernille Tønnesen). Borgen, 1993.
Larsen, Marianne:
Skyggekalender. Borgen, 1994.
Larsen, Marianne:
Chance for at danse. Borgen, 1995.
Larsen, Marianne:
I en venten hvid som sne. Borgen, 1996.
Larsen, Marianne:
Lille dansk sindsjournal. Borgen, 1998.
Larsen, Marianne:
Portrættegneren der ville være på højde med det uafklarede. Borgen, 2000.
Larsen, Marianne:
Memorabilia. Borgen, 2001.
Larsen, Marianne:
Tilskuerens øjeblik. Borgen, 2003.
Larsen, Marianne:
Par i disede haver. Borgen, 2004.
Larsen, Marianne:
Stjerne for en frafalden. Borgen, 2006.
Larsen, Marianne:
Simsalabim. Dråben, 2006.
Larsen, Marianne:
Særskilte stillinger. Borgen, 2008.
Larsen, Marianne:
Hvis en morgen en hittevoksen. Borgen, 2010.
Larsen, Marianne:
I en alder af ukendte dimensioner. Jorinde & Joringel, 2011.
Larsen, Marianne:
Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale. Borgen, 2011.
Larsen, Marianne:
Med skyer under fødderne : fantasier. Borgen, 2012.
Larsen, Marianne:
Umulighedsportal i ubestemt engangslys. Borgen, 2013.
Larsen, Marianne:
Hændelser i stresset melankoli. Gyldendal, 2015.
Larsen, Marianne: Og tiden i vild tilstand mod min hud. Gyldendal, 2016.
Larsen, Marianne: Sviml ud. Gyldendal, 2018.

Romaner

Larsen, Marianne:
Gæt hvem der elsker dig. Borgen, 1989.
Larsen, Marianne:
Fremmed lykke. Borgen, 1990.
Larsen, Marianne:
Galleri Virkeligheden. Borgen, 1992.
Larsen, Marianne:
Gæster hos hinanden. Borgen, 1998.
Larsen, Marianne:
Den forelskede unge. Borgen, 2007.

Børnebøger

Larsen, Marianne:
Dagbogsleg 1958-1983. Borgen, 1983.
Larsen, Marianne:
Hareungen uden frygt – og andre historier. Borgen, 1984.
Larsen, Marianne:
Hr. Krone og fru Grøn. Klitrose, 1986.
Larsen, Marianne:
Den lille natur og den store by. Klitrose, 1986.
Larsen, Marianne:
Trille og Tralle. Aschehoug, 1988.
Larsen, Marianne:
To alvorlige piger med penge. Dansklærerforeningen, 2002.
Larsen, Marianne:
Balotti og andre børn. Borgen, 2003.
Larsen, Marianne:
Hos dejligfillerfolkene. Dråben, 2010.

Dramatik

Larsen, Marianne:
Barndommens kupé (sammen med Muniam Alfaker). Politisk Revy, 1994.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marianne Larsen

Om forfatterskabet

Links

Fyldigt portræt af Marianne Larsen.
Skyum-Nielsen, Erik:
Modsprogets proces. Arena, 1982.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marianne Larsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kilder citeret i portrættet
Marianne Larsen i ”Danske Digtere i det 20. århundrede”. Gads forlag, 2000.
Larsen, Marianne:
Børnelærdom i ”Hvordan jeg blev forfatter”. Borgen, 1997.