Beslægtede forfatterskaber

Peter Laugesen er måske den danske digter, det giver bedst mening at sammenligne Marianne Larsen med. Ud over at dele forlag, tidligere Borgens forlag og nu Gyldendal, har begge forfattere et overvældende, nærmest uoverskueligt, bagkatalog. Måske hænger denne produktivitet sammen med deres fælles opfattelse af skrivningen som en uudtømmelig, uafbrudt proces. Det er både urimeligt og umuligt at generalisere disse omfattende livsværker. Til fælles har de dog en forkærlighed til sproget og et vedvarende politisk engagement. I begges lyrik optræder der, på tværs af tid, en umiskendelig solidaritet med verdens svageste og en venstreorienteret skepsis overfor kapitalismen. Begge forfattere skifter uregerligt mellem billedrige, fyldige associationer og den helt ordknappe, stramme, haiku-inspirerede form. Et eksempel på det sidste er Laugesens ”De sagde hans hund havde lopper” fra 2010.

Kritik af bureaukratiske systemer og magtstrukturer er noget, den tysksprogede, jødiske forfatter Franz Kafka i særdeleshed er blevet synonym med. Flere af Marianne Larsens prosadigte og kortprosatekster har noget grotesk og kafkask over deres udstilling af det absurde, det hule og falske i samfundet. Villy Sørensens debut ”Sære historier” fra 1953, står ligeledes i gæld til Kafka, og centralt i Sørensens historier står det fremmedgjorde individ i det moderne samfund. Denne tematik, samt humoren, deler Villy Sørensen med Larsen.

Det at lade et enkelt døgn være rammen for en fortælling, som Marianne Larsen gør det i ”Den forelskede unge“, er et greb, den engelske, modernistiske forfatter Virginia Woolf brugte i sit klassiske værk ”Mrs. Dalloway” fra 1925.

I nyere, dansk litteratur har både Christina Hesselholdt og Lone Hørslev ligeledes brugt døgnet til at indkapsle en familiehistorie i landlige omgivelser i hhv. ”I familiens skød” (2007) og ”Sorg og camping” (2011).