Cinderella

Citat
”naturskønne områder fredes/ ubeboet/ det er betingelsen/ naturskønne kvinder fredes/ upolitisk/ det er betingelsen”
”Cinderella”, s. 29.

Marianne Larsens ”Cinderella” er en lille digtsamling fra 1974 på 26 digte, der er skrevet i en samfundskritisk tone. Flere af digtene er polemiske portrætter af kvinder – en gammel kone, en syg pige eller en træt bartender. Sympatien for de skrøbelige, nedslidte og desillusionerede kvinder bevirker, at digtene samtidig står som politiske bidrag til en debat om kvindens plads i samfundet, i hjemmet og hendes forhold til og kontrol over egen krop. Som kvindekamp. Men selvom kvinders behov for ligestilling er centralt i digtsamlingen, er ensomheden en lige så markant tematik. Der er en sårbarhed og en sproglig bevidsthed, der gør ”Cinderella” til andet end propaganda.

Tre af digtene har titlen ’prosa’. Disse prosadigte minder om løsrevne tanker, i og med at linjerne er stillet op som selvstændige sætninger, hvor hver enkelt afsluttes med tre prikker i stedet for et punktum. Dette formgreb medfører, at ’prosa’ens indhold læses som en tøven eller som en tænken. Teksten føler sig frem. Usikkerheden er også omdrejningspunktet i indholdet, f.eks. i den første ’prosa’-tekst, hvor en kvinde er til fremvisning af en lejlighed. Hendes længsel efter menneskeligt samvær er kvælende, men i den aktuelle situation kan hun ikke andet end at støde ejendomsmægleren fra sig. Hendes adfærd skræmmer ham ind i lejlighedens fjerneste hjørne.

Tre andre digte har titlen ’anonym’ og adskiller sig fra resten af samlingen dels ved at være skrevet på engelsk og dels ved håbefuldt at besynge kærligheden. I digtet ’parlør’ sættes der spørgsmålstegn ved, at vi som mennesker er kommet hinanden nærmere, fordi vi er gået væk fra at bruge den sproglige høflighedstiltale De. Dette bruges til at påpege den sociale ulighed: De rige og de fattige lever stadig langt fra hinanden, selvom brugen af de personlige stedord ændrer sig. ”Cinderella” er et lyrisk klasse- og kønskampskrift.