Genrer og tematikker

Larsen er en stor modstander af den måde, sprog kan bruges til at udøve magt, og mange af hendes tekster drejer sig derfor om at udstille og afsløre dette magtsprog. Undertrykkelse i mange forskellige former problematiseres i forfatterskabet, der rummer en enorm empati for samfundets svageste – dem der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv, falder ved siden af eller stikker ud. Et centralt aspekt i forfatterskabet er altså civilisationskritikken, men omvendt indeholder de mange digte, prosastykker, kortprosatekster, romaner, genrehybrider og teksteksperimenter også mere opmuntrende kategorier som for eksempel kærlighed, omsorg og den barnlige nysgerrighed. Naturen besynges, og planter, dyr og vejrfænomener indgår ofte som kontrast til den kolde, golde verden. Fravær – nærvær er et kontinuum, indenfor hvilket digtene fungerer.

I Larsens poesi myldrer det med neologismer, dvs. sproglige nydannelser. Hun har en hel særlig evne til at danne nye ord som for eksempel sjælehårdhudsafskrælningskuren. Neologismerne er mange gange sprogligt så finurlige og opfindsomme, at de er morsomme. Så selvom tematikken i Larsens litteratur ofte er dyster, er hun på samme tid en både sjov og fantasifuld forfatter.

Marianne Larsen skriver om ensomhed. Hun skriver om det isolerede menneskes kamp, om tomhed og om meningsløshed. Hun skaber kliniske og følelsesforladte rum, som afspejler det forfejlede, højteknologiske, kapitalistiske samfund. Et billede, som optræder i mange af Larsens digte, er det hvide eller hvidhed, men det er svært at sige entydigt, hvad denne hvidhed egentlig er et billede på. ”Ofte synes billedet at angive isolation, usynlighed, forsvinden, meningstomhed og fremmedhed, men samtidig kan det også betegne nærvær, tilsynekomst og livsfylde, ja, det kan ligefrem betegne det, der skaber sammenhæng.” skriver Knud Bjarne Gjesing i kapitlet om Marianne Larsen i ”Danske Digtere i det 20. århundrede” (Knud Bjarne Gjersing: Marianne Larsen. Gads forlag, 2000). På en måde kan man sige, at hvidheden opsummerer de mest typiske tematikker i Larsens forfatterskab.