Hvor du er

Citat
”tiden går ud/ som en lysreklame/ noget er sprunget i”
”Hvor du er”, s. 42.

Digtene i Marianne Larsens ”Hvor du er” fra 1987 er overvejende helt små og korte. En verselinje består oftest af et enkelt eller to ord. Der er ingen tegnsætning og kun små bogstaver. Princippet med at så få ord som muligt skal kunne udtrykke det maksimale, er den japanske digtform haiku-digtets primære. Et klassisk haikudigt består af tre vers af hhv. fem, syv og fem stavelser. Larsens digte underkaster sig ikke denne formel, men målsætningen om at formidle filosofiske ideer i helt små tekstenheder er fremtrædende i ”Hvor du er”.

Et andet gennemgående træk er en henvendelse til et du, et greb der normalt bruges i kærlighedsdigte, når et jeg henvender sig til en elsket. Det synes ikke at være tilfældet i ”Hvor du er”. Duet kan ligeså vel læses som et distanceret selv: Et jeg der ser sig selv på afstand og taler til sig selv i anden person. Det er den gennemgribende ensomhed og tomhed, der motiverer læsningen af duet som et jeg, der taler til sig selv. Eksempelvis i digtet ”læbernes bevægelse mod knæene …”. Her skildres duet siddende sammenkrympet med hovedet mellem benene. Kroppen er en krop, der lukker sig om sig selv, ligesom teksten lukker sig om sig selv. Knæene indleder og afslutter den ene strofe, digtet består af. Duet kalder og hvisker navne, men ingen svarer eller reagerer. Duet forbliver en krop, der fysisk har slået knuder på sig selv og er efterladt med og til sig selv.

Der er en ro og en salighed, der giver samlingen en melankolsk klang. Denne udfordres dog af en varig bevægelse, som i digtet ”du køber en avis …”, hvor duet efter hver strofe ”går videre”. Små livstegn, som for eksempel fuglenes sang, sneen i vinden eller det øjeblik, hvor en lyskegle fra en lommelygte oplyser en detalje i et landskab, leder tankerne hen på steders foranderlighed. Blæst, blade, marker, mure. Der hvor du er, er aldrig et punkt. Det er en retning, der ikke lader sig indfange.