Marianne Larsen debuterede i 1971 med ”Koncentrationer”, der består af tolv kortere, lyriske prosatekster og ni digte. Teksterne har det til fælles, at den almindelige logik er sprængt i stykker, og tilsammen skaber de et surrealistisk rum, hvor man aldrig ved, hvad man kan forvente. Surrealismen, der som kunstretning opstod i Paris i 1920'erne, var i særdeleshed inspireret af Sigmund Freud og den psykoanalytiske drømmetydning. Man ville give det ubevidste en stemme og undersøge drømmenes anderledes og irrationelle orden.
I prosateksten ”Gæsten og huset og kvinden” besøger jeget et hus, der burde være tomt, men viser sig beboet af en kvinde. Kvinden har varme hænder og kan høre alt, hvad jeget forestiller sig. De to prøver at kommunikere, men deres intentioner krydses. De kan hverken nå eller forstå hinanden. Eksempelvis forsøger jeget at spille en Haydn-ouverture på en skrivemaskine, hvorefter kvinden skruer jegets fingre af. Jeget forlader huset, hvorefter huset er forsvundet, men ved at følge en natsværmer finder jeget alligevel tilbage til huset og kvinden. Handlingen er drevet frem af gentagelser. Teksten er en sproglig labyrint, der tematiserer det at finde ind og ud af drømmenes, fantasiens og sindets mærkelige verdner.
I digtene bryder sætningerne med grammatikkens regler. Linjer kædes sammen med ’hvor’, ’og’, ’men’ og ’som’, uden at det nødvendigvis skaber en logisk struktur på indholdet. Ordklasser bytter plads. ”et eventyr hvidt” hedder det for eksempel i digtet ”atter her i et rum …”, hvor erfaringen og erindringen af et rum udvikler sig til spredte, abstrakte sansninger af natten og dens drømme. Himlen, lys og roser indgår, men er aldrig statiske elementer. Figurer æltes, drømmebilleder og blomster pulserer. Tid og rum er alt andet end kendte, målbare størrelser, men til trods for at digtet peger på at tiden (og hermed livet) er uoverskueligt og udenfor rækkevidde, ender det alligevel i en form for optimisme og med et håb for fremtiden.