Lille dansk sindsjournal

Citat
”danskerne ønsker aktindsigt i håb/ om et eller andet sted i registreringen/ af deres liv og færden// i journaler/ i sagsmapper/ i filer// at støde på formuleringen:/ typisk tilfælde af genial kærlighed”
”Lille dansk sindsjournal”, s. 5.

Under hver deres romertal står de 51 digte, som udgør Marianne Larsens ”Lille dansk sindsjournal” (1998). Som titlen antyder, er det den danske befolkning og deres aktuelle mentale tilstand, der er fællesnævner for digtene. De er skrevet med en sådan distance, som holder forfatteren digtene ud i strakt arm, at det fremmedgjorte liv, der oplyses fra forskellige vinkler, fremstår som en fremtidsdystopi. En undtagelse er dog digtet XXXIV, hvor det at afvige fra en norm er drivkraft. Alle påskeliljer springer et år ud på samme tid: ”det var den blødeste eksplosion/ danskere nogensinde havde oplevet”.

22072552

Fællesbetegnelsen ’danskere’ bruges konsekvent og markerer en kynisme. Overvågning er mere udbredt end omsorg. Håb er noget, der blæser i vinden, og vejret er et program, man ser i fjernsynet. Kærligheden er en lige så eksotisk størrelse som naturen, der mest trænger sig på ved årstidernes karakteristika, men selv sneen er en fjernsne og solen til låns. Årstiderne optræder i flere af digtene, og alderdom, eller mere overordnet tiden, er et centralt tema. Det, der definerer den enkeltes alder og erfaring, er tilsyneladende, hvor mange gange vedkommende har ledt efter en plads til sin bil i en parkeringskælder.

Den ubestemte benævnelse af ’danskere’ og flere selvopfundne ord eller nye måder at sætte ord sammen på er med til at forstærke afstanden mellem menneskene helt ind i sproget. De er fjerndanskere med legetøjsgudebilleder i fjernhjem, hvis kontakt med hinanden foregår via farvestrålende glasbilleder i ugeblade eller som tilfældige forbipasserende i tilværelsens hektiske fravær. De er patienter i det sygehusvæsen, vi kalder det danske samfund. I flere af digtene bruges gentagelsen som et virkemiddel til at underbygge, at intet ændrer sig, at udviklingen står i stampe. Andre steder gentages ord og linjer til at skabe en ramme om det enkelte digt. I digtet XLVI, hvor linjen ’når de er sammen’ både indleder og afslutter, skildres menneskers forfejlede forsøg på at indgå i kærlighedsrelationer. Når de er sammen, er de netop ikke sammen. Fraværet er allestedsnærværende. Digtets budskab synes da også at være samlingens: At det er sygeligt ikke at turde leve i nuet og elske betingelsesløst.