Svanesøsonetterne

Citat
“2.06. Har lige været ude og børste tænder og fik dér idéen (jeg kan ikke huske om jeg har fået den før! (det er en ret enkel ide)) til at skrive en sonetkrans, dvs. 14 mestersonetter med en xxx stormestersonet. Hvis jeg kan skrive en krans på 1 måned kunne et sådant projekt forløbe over 1½-2 år (med ret intensivt arbejde). Alle mulige emner kunne tages op (men der skulle selvfølgelig være en form for samling omkring storsonetten – lad os kalde den SMS)”
“Svanesøsonetten”.

I 2004 udkom “Svanesøsonetterne”, der består af en papæske fra Rigsarkivet indeholdende 60 sammenkrøllede A4-ark og en lille folder med gravskrifter. Man må altså møjsommeligt folde de krøllede papirstykker ud, før værket kan læses. De håndskrevne sider afslører en frustreret digters arbejde med at frembringe en sonetkrans, skiftevis optimistisk og pessimistisk på projektets vegne. Teksterne indeholder alt fra udkast til sonetter, dagbogsfortegnelser, overvejelser over litteratur til små distræte tegninger i margenen. “Svanesøsonetterne” er således en dokumentation af et værk, der ikke vil lykkes. De sammenkrøllede papirer er, hvad der er tilbage af Sonetkransen, når man vender bunden i vejret på digterens skraldespand. 

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Larsen arbejder på en sonetkrans. Sonetten er en genre inden for litteraturen, der med sine strenge regler for linjeantal, rim og sammenhæng sigter mod det perfekte. Ifølge Larsen er værket et modsvar til det syn på litteraturen, der arbejder med et sådan skønsheds- og renhedsideal. Som det for eksempel er blevet formuleret af digteren Søren Ulrik Thomsen, der i sin poetik “En dans på gloser” (1996) citerer Per Højholt for at skulle have sagt at “I kunsten må man aldrig kunne se spor af arbejdet med at frembringe den” for “digterens sved vedkommer ikke læseren” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24). “Svanesøsonetterne” gør det præcis modsatte og viser dermed, at netop ‘sveden’ og det uperfekte også kan være kunstnerisk interessant. 

“Svanesøsonetterne” er på flere måder et utraditionelt værk, men som Larsen sagde i et interview, så burde eksperimentet være udgangspunktet for al litteratur: “En dag sætter man sig ned (typisk som teenager eller i andre krisesituationer) og forsøger at formulere et eller andet eller sætte nogle sætninger sammen til et digt eller nogle scener sammen til en fortælling. Skal man ikke snarere spørge ikke-eksperimenterende forfattere (hvis de findes og hvem de så end er): Hvornår holdt du op med at eksperimentere i dit forfatterskab? Hvorfor? Hvornår følte du, at du havde så meget styr på det hele, at du bare kunne fortsætte med at skrive løs om hvad som helst? Hvornår holdt du op med at stille spørgsmål til din egen metode?” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24).