Åsa Larsson er født i Uppsala i 1966, men flyttede med sin familie til Kiruna, da hun var fire. Hun voksede op som enebarn i det allernordligste Sverige og vidste tidligt, at hun ville være forfatter. Barndommen var fyldt med fortællinger og eventyr, især fra Biblen, til trods for at hun voksede op i en frikirkelig familie. Det var hendes mor og mormor, der læste op af Biblen, men selv var hun også en flittig bibellæser, noget hun har taget med sig som voksen, for som hun siger: ”Biblen læser jeg stadig, fordi den rummer så mange forskellige historier, drama, forbrydelser, helte og heltinder.” (Jesper Stein Larsen: Kunsten at være kvinde i Kiruna. Jyllands-Posten, 2012-12-01).
Biblen og religion fylder også en del i Larssons forfatterskab, hvorfor hun også modtog det svenske Bibelselskabs Bibelpris i 2012 med begrundelsen: ”Åsa Larsson placerer på en naturlig måde bibelske motiver og citater i den sekulære krimigenre og beskriver miljøer, hvor Biblen er et selvfølgeligt grundlag for menneskers tanker.” (Svenska Bibelsällskapet).
Men inden hun blev forfatter, gik hun helt andre veje. Ligesom hovedpersonen i krimiserien, Rebecka Martinsson, er Åsa Larsson uddannet jurist, og hun har skatteret som sit speciale. Hun studerede jura ved Uppsala universitet og begyndte efterfølgende en lovende karriere som jurist. Drømmen om at skrive forblev dog intakt, og en dag traf hun et valg: ”Jeg ville noget andet. I stedet for en forfremmelse søgte jeg et ikke særlig attraktivt job, hvor jeg vidste, jeg kunne holde fri om aftenen og i weekenderne, så jeg kunne begynde at skrive fiktion. Ellers ville mit arbejde opæde mig – og min drøm om at blive forfatter.” (Jens Andersen: Kirunas krimidronning. Berlingske, 2012-11-06).
Det hele begyndte med ideen om Rebecka Martinsson, og Larsson skrev og skrev uden tanke på, at det skulle blive til en bog, der en dag skulle udgives: ”Havde nogen sagt, at det ville blive udgivet, så var jeg blevet så bange. Jeg skrev den som en glad labrador, der springer rundt på stranden.” (Jesper Stein Larsen: Kunsten at være kvinde i Kiruna. Jyllands-Posten, 2012-12-01).
Men ”Solstorm” blev hendes debut i 2003, fire bind er siden udkommet og i øjeblikket skriver hun på den sjette og sidste bog om Kiruna-området og Rebecka Martinsson.
Åsa Larsson bor i Mariefred i nærheden af Stockholm sammen med sin kæreste og sine to børn, men hun længes stadig indimellem efter sin barndomsegn.