Genrer og tematikker

At definere Åsa Larssons bøger som femikrimier er oplagt, hvis man dermed mener bøger skrevet af en kvindelig forfatter med en sej kvinde i hovedrollen, men de er mere end det. Det der fylder, udover de mange bestialske mord og opklaringen af dem, er menneskets relation til naturen, slægten, Biblen og fortiden. Det er forholdet mellem bymennesket og landsbymennesket, mellem natur og kultur, mellem mænd og kvinder. Og det er kampen for at få det hele til at gå op. 

Hendes forfatterskab er ikke religiøst, men hun lader en bibelsk tone løbe igennem hele forfatterskabet. De bibelske fortællinger bliver en slags historisk klangbund for krimigåderne. Larsson lader kritikken mod institutioner, der har taget patent på religion, skinne tydeligt igennem. Og den går hånd i hånd med en markant kønspolitisk tone.

I ”Blodskyld” kommer den tydeligst til udtryk ved præsten Mildreds kamp for kvindernes ret i Kiruna og ved hendes opgør med kirkens favorisering af mænd. Hun udtrykker det sådan: ”Kirken står på pinde for dem, de holder fandeme alle ude, især kvinder. Men kvinderne, de slider og slæber og må vente på deres løn i Himlen. Jeg er så skidetræt af det. (”Blodskyld”, s. 252).

Naturen er et andet helt essentielt tema i forfatterskabet, og i Larssons beskrivelser af livet omkring Kiruna, hvor drab og hygge trives overraskende godt side om side, dominerer den. Naturen er kilden til Larssons poetiske sprog, og besjælingen af naturen er forfatterskabets gennemgående trope. Naturen husker alt, og den er en del af et hvert menneskes sjæl, som Larsson selv udtrykker det i et interview med Nordjyske Stiftstidende. Hun uddyber det og siger: Naturen er en understrøm i vores liv. Vi kalder den besjælet. Den minder os om, at man skal arbejde for en sameksistens. Og at vi har fortid og fremtid med os.” (Charlotte Rørth: Dræb ikke det derude. Nordjyske Stiftstidende, 2012-12-21).

Larssons bøger er fortællinger om snæversyn og indavl, om dødbringende sladder, fortielser og fortrængninger, om outsidere, skyld og forsoning, om tro og fanatisme, om hunde og om en overvældende, mørk og skæbnesvanger natur, som vi skal værne om.