“Män som hatar kvinnor” fra 2005 (“Mænd der hader kvinder”, 2005) starter med en prolog, der dufter af klassisk Agatha Christie: På en ø nord for Stockholm fejrer den aldrende patriark Henrik Vanger sin 82-års fødselsdag ensom og alene. Præcis som de foregående 43 år modtager han en sjælden og smuk, hvid blomst, sirligt presset og sat i glas og ramme. Ingen afsender, ingen fingeraftryk. Blomsterne hænger på væggen, men bag dem ligger et mysterium, ingen længere kærer sig om at løse: Engang var det den gamle virksomhedsleders niece, der gav ham blomsterne, men hun forsvandt i 1966. Måske myrdet. Hvem sender blomsterne nu? Og hvem stod bag den unge kvindes forsvinding?
Med dette effektive anslag hopper romanen ind i den stockholmske virkelighed: Mikael Blomkvist, journalist og redaktør af det samfundskritiske tidsskrift Millennium, er netop blevet idømt en stor bøde og tre måneders fængsel for bagvaskelse af en erhvervsmagnat. Han har brug for at holde lav profil, og da et jobtilbud kommer fra den aldrende Henrik Vanger, bider han på. Vanger vil have opklaret mysteriet om niecen Harriets forsvinding, og Mikael er kendt som en af de helt store inden for undersøgende journalistisk.
25929942
Omkring midtvejs i romanen møder Mikael Blomkvist Lisbeth Salander; hendes historie er romanens andet spor. Lisbeth er 24 år, en dybt asocial, indelukket og grundigt kropsudsmykket spirrevip. Hun er også Sveriges bedste researcher, et kompromisløst computergeni med fotografisk hukommelse og uendeligt mod. Hun har noget der minder om aspergers syndrom , er umyndiggjort af systemet og har masser af traumatisk bagage; blandt andet en tvangsindlæggelse på en psykiatrisk klinik som 13-årig. Lisbeth freelancer for sikkerhedsfirmaet Milton Security; her laver hun grundige personundersøgelser og skyr ingen forhindringer i sin jagt på sandheden.
Salander og Blomkvist danner Skandinaviens hidtil mest originale krimi-makkerpar i undersøgelsen af, hvad der skete med Harriet i 1966. Den dag, Harriet forsvandt var broen til fastlandet spærret af et trafikuheld – hendes banemand må findes blandt øboerne, og de er alle af Vangerslægten. Salander og Blomkvist får oprullet en gruopvækkende familiehistorie med massemord, latent nazisme og dobbelte identiteter. Men Larsson formår også at binde sit stramme plot op på en mere realistisk og ægte indigneret hudfletning af erhvervsmæssigt fidusmageri, adm.dir.-kynisme og massemediekritik, krydret med stof fra formyndersamfundets skyggesider og moderne kvindehad. En sær romance udvikler sig mellem den halvkolde Salander og den velovervejede Blomkvist – den får ganske enkelt ikke for lidt over romanens 500 sider, og det lykkes faktisk Larsson at lande alle sine bolde med forbavsende elegance.