“Millenium-trilogien” har fået navn efter det tidsskrift, hvor Mikael Blomkvist er redaktør, og i seriens andet bind, “Flickan som lekte med elden” fra 2006 (“Pigen der legede med ilden”, 2006) er det ikke så meget plottet, som det er interessen for sine karakterer, Larsson er drevet af. “Pigen der legede med ilden” er Lisbeth Salanders bog, men igen krydses hendes og Blomkvists veje; denne gang både af personlige og professionelle årsager.
Bogen starter et par måneder efter forgængeren sluttede. Lisbeth Salander er på jordomrejse; hun har – ved hjælp af sin aldrig svigtende tro på selvtægtens nødvendighed og computertrylleri – gjort sig selv økonomisk uafhængig. Blomkvist arbejder på et hot temanummer af Millennium: Tidsskriftet er blevet kontaktet af journalisten Dag Svensson og forskeren Mia Bergman. Sammen danner de par og barsler med en bog og en doktorafhandling om trafficking – kvindehandel. Millenium skal køre historien og udgive bogen, der vil fælde bagmænd og udstille en lang række højtstående personer som luderkunder og mishandlere. Da Salander vender tilbage til Stockholm og finder ud af, hvad Blomkvist arbejder med, starter hun sin egen efterforskning. Mens Blomkvist forsøger at optrævle det uigennemsigtige netværk bag kvindehandlen, indleder Salander sin egen jagt på den ultimative bagmand, en sangomspunden og frygtindgydende mand med dæknavnet Zala. Alle er bange for ham, men findes han overhovedet? Pludselig rydder en række likvideringer forsiderne, og Salander er den hovedmistænkte. Blomkvist kan kun se til. De tos kommunikation er begrænset til få kryptiske mails – Lisbeth har brændt fingrene på deres tidligere romance. Salander er indblandet, men Blomkvist nægter at tro, hun er morder.
26452910
Plottet centrerer sig om fænomenet trafficking, men bogens egentlige mysterium er Salander. “Pigen der legede med ilden” er Lisbeth Salander, en kuldslået Pippi Langstrømpe der bor i en lejlighed med skiltet ’V. Kulla’ på døren. ’Villa Villekulla’ er underforstået, og det viser sig, at det er med god grund, at Lisbeth Salander nægter at blive rigtig voksen og blot se til, når mænd, der hader kvinder, bemægtiger sig verden.
Der er dog mere Tarantino end Astrid Lindgren i Larssons krimi; virkeligheden er virkelig ikke for børn. Korruptionen er bundløs i det Sverige, Larsson skriver frem – alt kan købes, og bag pengene er der tilsyneladende kun ét valg, mellem kynisme og ynkelighed. Både Salander og Blomkvist har hang til selvtægt, men hvor langt det går, kan ikke afsløres her. Trådene samles, men ikke i et velordnet bundt; bogen slutter med et tilbageholdt åndedrag. Larsson har i det sidste interview inden sin død lovet, at tage tråden op: “I vanliga deckare ser man aldrig konsekvenserna av vad som händer i en historia i nästa bok. Det gör man i mina.” (Interview med Larsson, www.stieglarsson.se).