Blomkvist og Salander

Med Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander har den svenske krimi fået et helt unikt og fængslende makkerpar. Fy og Bi med potent intelligens og egne lig i lasten. Blomkvist og Salander kan gennemskue det meste; Blomkvist ved hjælp af kølig og kløgtig velovervejethed, Salander med kompleksitetsreducerende rationalitet og kompromisløs handlekraft. De gennemskuer blot ikke hinanden, her er ingen lummer Dempsey og Makepeace-romantik.

Blomkvist er midt i 40’erne og Stieg Larssons tvilling. Der er ikke langt fra fiktionens tidsskrift Millennium til virkelighedens Expo. Han er radikalt professionel og grundig, tilmed en lækker sag med hang til kvinder, men underligt tom og søgende. Salander er en outcast; et piercet og tatoveret psykosocialt tilfælde formet over idéen om alle tiders dampbarn som voksen, Pippi Langstrømpe. I “Mænd der hader kvinder” præsenteres hun således: “Hun så ud som om hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe.” (side 38). Gennem øjnene på en tidligt skadet ung kvinde uden sociale kompetencer ser samfundet anderledes ud. Salander noterer sig skrevne og uskrevne regler og bryder dem efter sin egen logik, og den virker sært nok ikke så særpræget, bøgernes plots taget i betragtning.

Larsson er sig meget bevidst, at hans makkerpar ikke blot skal være endnu et i genrens konventionelle hall of fame: “Jeg har forsøgt at skabe nogle hovedpersoner, der på afgørende vis adskiller sig fra almindelige krimifigurer. Således har Mikael Blomkvist hverken mavesår, alkoholproblemer eller angstneuroser. Han lytter hverken til opera eller har en eller anden sær hobby som bygning af modelflyvere eller lignende. (...) Der har jeg også bevidst byttet om på kønsrollerne; Blomkvist optræder i mangt og meget som en ”bimbo”, mens Lisbeth Salander er forsynet med stereotype ”mandlige” værdier og egenskaber.” (Mailkorrespondance mellem Larsson og hans redaktør Eva Gedin. www.modtryk.dk)

Det er i samspillet mellem disse to, Larssons krimier vinder i kvalitet – og det på trods af, at de stort set ikke møder hinanden i seriens andet og tredie bind. Mellem dem ligger der en dyb forståelse, der nærmest er på trods, og i deres relation ligger en diskret tematisering af menneskets behov for tæt kontakt og besværlighederne ved samme, som aldrig bliver klæg.

Og så kan de opklare mysterier!