For Cæcilie begynder det hele med personerne. Hun kender dem helt ned til farven på strømperne, hun ved, hvordan de levede deres liv, inden de kom med i hendes bøger. Hun ved også, hvordan det går dem, når bogens sidste punktum er sat.
Cæcilie skriver om almindelige mennesker, der ved skæbnens gunst eller det modsatte lever med og imod store verdenspolitiske begivenheder. Hendes personer har idealer - de tager dem oven i købet alvorligt, selv om deres liv kun i blideste fald er en pudekamp. Sådan er det eksempelvis for Paloma i Duen, som har nok at gøre med blot at overleve.