Den genreløse ”Anarkotika” fra 1975 er en 142 sider lang tekststrøm, der uden stop ”Væver løs om det samme stadigvæk hele tiden”, som der står på side 8. I en formeksperimenterende automatskrift skriver et digterjeg ved navn Peter Laugesen løs om store og små emner med særligt fokus på personlige erfaringer med at sanse, elske, beruse og bedøve sig samt kunstneriske og æstetiske overvejelser om skrift, filosofi og samfundssystemer. Teksten refererer uafladeligt til sig selv og sin tilblivelsesproces med termer som ”Hulter til bulter anarkistisk poesi” (s. 14), ”totalt en bog om hvad det er at elske, det vil sige / det er en bog om / hvad / der / er.” (s. 39), ”DET ER POESI OG MANIFEST” (s. 40) og ”en kærlighedssituationistisk historie” (s. 119). Adjunkt Anne Borup kalder det en ”prosa-poetisk dagbog”. (Litteratursiden.dk, 2004).
I sin anarkistiske metode kommer digteren rundt om de mangfoldige emner, der strømmer igennem hans skrivemaskine, og samlingen er trods sit flagrende og universelle tilblivelsesgrundlag forankret i tid og rum som i øvrigt Laugesens digtsamlinger er det. Der er konkrete henvisninger til begivenheder i medierne, på stadion i Århus og Wilhelm Freddie på Århus Kunstmuseum. Alt sammen bunder i denne automatiske strøm, der med digteren som medium manifesterer sig på papir. Digteren nævner sig selv som en praktiker, der ved lidt teknisk snilde kan trykke tasterne på skrivemaskinen ned, så teksten kan få form.
Udover det skrifttematiske anslag, driften fra det personlige begær og de typografiske eksperimenter er der en stærk antikapitalistisk strøm gennem bogen, der bliver en art socialistisk manifest. Digteren gør sig overvejelser om det at være arbejdsløs, men stadig arbejde (med kunst) og om forholdet mellem kunst, arbejde og penge i et samfundsmæssigt perspektiv. ”danmarks arbejdsløse trænger til en snaps og en fed.” (s. 54) lyder det fra den poetiske anarkist.
I traditionen efter 50’ernes amerikanske beatdigtere er ”Anarkotika” en bog med lige så meget fokus på metode som på indhold. Her er skriften, dens tilblivelse og det uredigerede udtryk det væsentlige. Digterjeget sidder ved sin skrivemaskine uden at vide, hvad han skriver, men det, at han skriver, er godt. Skriften udspringer af kroppen, da ”det at skulle standse hele tiden og skrive den ned i virkeligheden er en afbrydelse af det totale digt som er alle ting”. (s. 126).