De sagde hans hund havde lopper

Peter Laugesens digtsamling ”De sagde hans hund havde lopper” fra 2010 er sat med den skrivemaskinelignende font Courier i en meget stor størrelse og har et enormt format de bittesmå digte taget i betragtning. Omslaget er efter alt at dømme et maleri af Peter Laugesen set bagfra, mens han trækker med sin cykel. At hunden er inkorporeret i titlen er betegnende for samlingen, da digteren og hans hund er omdrejningspunkt for de fleste af digtene. Betragtninger over hunden og dens væsen, sanseoplevelser under gåtur med hunden og livet set fra hundeperspektiv er det funderende element i denne bog: ”Det lille / puf / med snuden // bagfra / mod læggen: // Vi er / her / endnu” (s. 41).

28486294

Samlingen er meget rolig, og der er ikke så mange vrede udfald mod samfundet, kapitalismen og dansk politik som i andre værker. Når udfaldene kommer, er de så meget desto stærkere: ”En dum maskine / der kun kan tælle til en / regerer verden” (s. 22). Med humor, sproglig akkuratesse og kløgt formår Laugesen i et tre linjers haiku at sige en hel masse om verden af i dag. Samme egenskaber går igen i dette lille digt, der med omvendt ordstilling, hilsen til Ovid og almindelig slang hylder ja, den med pære: ”- O vid / at trist / ej den / kan være // som / gevind / har på / sin pære” (s. 39).

Laugesens ordvalg er præcist og hans linjeskift velplacerede, og digtene optræder som enkle og formfuldendte tekster. Naturen optræder som billede på forgængeligheden med det naturlige forfald og med en dragende fascinationskraft, der vækker sanserne og dermed sproget. Med hunden ved sin side spankulerer digteren rundt i al denne natur, der helt naturligt skrives sammen med digtningen: ” oh - / åh - / uh - // kulde fra nord / varme fra syd / storm fra vest / rim fra øst // oh - / uh - / åh – ” (s. 42). I titeldigtet fortælles en lille hævnhistorie igangsat af dem, der sagde, at hans hund havde lopper. Det skulle de aldrig have gjort, og digtet ender med et badehotel beklageligt begravet i sand.