Forstad til intet

Efter 1970’ernes heftige og voldsomme skriftudladninger er der en anderledes minimalistisk lyrik på spil i ”Forstad til intet” fra 1980. Det er en tynd lille digtsamling, hvor de 24 korte digte endda kun optræder på bogens højresider. Hvor ”Anarkotika” var en brølende tekstmasse fuld af ord, er ”Forstad til intet” en nøje udvalgt skare af ord, helt fint modelleret på plads i små lyriske enheder. Modsat den tidligere indoptagelse af verden er der nu mere fokus på formen, på ordene og på billedskabelsen. Det er en stram form, der ikke lader plads til udskejelser, men i stedet giver rum til erindringer og forventninger.

Tematisk kredser bogen om bl.a. en opmærksomhed mod naturen og i særlig grad hvad der sker, når kultur overtager naturens plads: ”den dag åd vi porrer igen / men det er snart sket med det / for køkkenhaven er solgt / der skal ligge et hus / hvor den var engang / farvel med jer rækker / af radiser kartofler porrer rødbeder purløg / farvel buske med røde sorte og hvide dråber (…) den dag hvor den store kran / knækker det sidste af de gamle frugttræer / på skrænten / bag nogens barndomshjem” (s. 12). Opremsningerne er en messende besyngelse af køkkenhavens herligheder, og til sidst skrives en personlig historie ind i digtet, da nogen er på vej til at miste haven bag deres barndomshjem. Der er en patosfyldt alvor på spil her i forhold til tidligere digtes anarkistiske og agiterende råben.

I digtet på side 14 sammenlignes skriveprocessen med en tenniskamp: ”Ordene smashes frem / og tilbage gennem bevidsthedens / flossede net // fuglene synger de ved

/ ikke en skid / om den politiske situation”. Ved en effektfuld brug af linjeskift holdes læseren vågen hele vejen gennem teksten, da man ikke ved, hvad man kan forvente af næste linje. ”ikke en skid” kommer uventet lige som sammenstillingen af fugle og politik, men digtets strittende karakter rummer lige præcis det, der kendetegner al Peter Laugesens poesi: sammenskrivningen af stort og småt, konkret og abstrakt samt blandingen af højstemt lyrik og dagligdags tale. Også den lovløse tegnsætning og brugen af metaforer er klassisk Laugesen. Og fuglene er gennem hele forfatterskabet fast inventar i digtene.